Nyhed

Seebach sætter ny salgs- og streaming-rekord

GAFFA.dk – alt om musik

Diverse hædersbevisninger og rekorder af forskellig art er normalt ikke noget, Rasmus Seebach styrer udenom, og i det umiddelbare kølvand på udgivelsen af hans 10-års jubilæumsalbum følger nu endnu en ret vild en. 

Man kan sige meget om Rasmus Seebach. På trods af at hans seneste album Tak for turen, et jubilæumsudspil i anledning af 10-års fødselsdagen for Seebachs første albumudgivelse, kun fik to stjerner med i vores anmeldelse, måtte selvsamme anmelder erkende, at "anset om man er til Seebach eller ej, må man anerkende, at han har fat i en eller anden form for lang ende. Hans musik hitter, og hans koncerter er velbesøgte."

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Det er tid til at trykke på stopknappen


Hvis man skulle være i tvivl om sandheden af dette postulat, så er der nu syn for sagn. Seebachs musik hitter faktisk i så høj grad, at han nu som den første rammer en ikke så uvæsentlig og imponerende milepæl. Han er nemlig den første dansksprogede artist, der har debuteret efter årtusindeskiftet, som har formået at sælge 1 million album. For at det ikke skulle være nok, så er dette formået på tværs af hans blot fem foregående studiealbum, hvilket ikke just gør bedriften mindre. 

På grund af musikbranchens digitale evolution optælles albumsalg ikke længere udelukkende i fysiske, solgte cd'er eller lp'er som førhen. Salget af albums halverede mellem 1999 og 2009, og den målingenhed kan derfor næppe siges at være retvisende for populariteten for en given kunstner. Derfor bruger IFPI, som står får certificeringen af guld-og platinumcertifikater for albumudgivelser i Danmark, en omregningsfaktor der mere retvisende svarer til den gamle måde at udregne salg af album. Her svarer 1000 streams af albums på streamingsider (hvoraf minimum seks sange på albummet er blevet afspillet) til ét solgt album.

Dette svarer til, at Seebachs albums i alt ville være blevet streamet monstrøse 1 milliard gange, hvis der udelukkende var tale om streaming. Der er dog også solgt fysiske cd'er – ikke mindst af Seebachs første album – og vinylplader og foretaget downloads, og de tæller også med i statistikken. 


Ikke at han ligefrem har brug for det, men du kunne jo være med til at bidrage yderligere til rekordantallet ved at streame (mindst seks af numrene fra) Tak for Turen herunder.

ANNONCE