Nyhed

GAFFA-PRISEN 2020: Her er årets vært og de første livenavne

GAFFA.dk – alt om musik

Oplev Melvin Kakooza i værtsrollen til GAFFA-Prisen 2020, når han blandt andet præsenterer Dizzy Mizz Lizzy, Rebecca Lou og Vola.

Der er dømt underholdningsgaranti, når GAFFA-Prisen afholdes i Musikhuset Aarhus den 26. februar 2020. Aftenens vært er det absolut varmeste navn inden for dansk underholdning lige nu, Melvin Kakooza, der glæder sig til at stå i spidsen for showet:
 
– Det er virkelig en kæmpe ære, at jeg er blevet spurgt om værtsrollen til GAFFA-Prisen 2020. Jeg glæder mig til at være tovholder for den kæmpefest, som GAFFA-Prisen er. Og så er det endda på min egen hjemmebane i Aarhus, så det bliver ikke meget bedre. Jeg har selv spillet musik i mange år, så da jeg fik muligheden for at blive vært på et show, hvor musikken er så meget i fokus, så kunne jeg simpelthen ikke sige nej.
 
Kakooza flankeres af manden med Danmarks skønneste radiostemme, nemlig Carsten Holm, der vanen tro stiller de skarpe spørgsmål til artisterne fra bagscenen.
 
GAFFA-Prisen har 10-års jubilæum næste år, og derfor er det nærliggende, at prisuddelingen for første gang nogensinde afholdes i Aarhus. Byen, der både er oprindelsessted og hjemby for Skandinaviens største musikmagasin. Musikhusets Store Sal skal danne rammen om GAFFA-Prisen, der i allerhøjeste grad er et show, hvor musik og ikke mindst livemusik er i fokus.

DE FØRSTE LIVENAVNE


Den kommende tid vil der blive annonceret flere navne til aftenens liveprogram, der indtil videre tæller de danske rocklegender i Dizzy Mizz Lizzy, de spirende punkstjerneskud i Rebecca Lou og Vola, der spiller femstjernet alternativ metal. Det er normalt ikke genrer, der repræsenteres synderligt i dansk award show-sammenhæng, men om de første bookinger til showet siger chefredaktør og booker Sidsel Thomassen:
 
– Der er ikke nogen grund til at gøre det samme, som alle de andre gør, og booke de samme navne, som alle de andre booker til danske award shows. Vi er et musikmagasin, der hylder diversiteten i det danske og udenlandske musiklandskab, og det skal vores show naturligvis også afspejle, siger hun og fortsætter:

– Dagens tre navne er ekstremt dygtige inden for hver deres felt af rockmusikken, som har det forholdsvis svært i disse streamingtider. Det ændrer dog ikke på, at rockmusik er noget af det allerfedeste at opleve live, så naturligvis skal der være rock på plakaten til GAFFA-Prisen 2020, siger hun.
 
GAFFA-PRISERNE
 
Når publikum ikke bliver blæst bagover af livemusikken, skal der naturligvis uddeles en lang række priser til de artister, der har klaret sig godt i 2019. GAFFA-Prisen er den eneste musikpris i Danmark, der udelukkende afgøres af læserne. Dem, der læser GAFFA. Dem, der lytter til musik hver eneste dag. 
Dem, hvis mening reelt set er den eneste, der betyder noget. Afstemningen starter den 6. januar.

Mange prismodtagere har gennem årene udtalt, at netop GAFFA-Prisen er specielt ærefuld at have stående på kaminhylden, fordi det er dem, der lytter til musikken, der bestemmer.

Billetsalget starter på fredag den 22. november.


Men allerede fra i morgen torsdag kan GAFFA Plus-medlemmer købe billetter i forsalg. Hvis du opretter dig inden torsdag klokken 10.00, modtager du pre-sale-link i din indbakke. Opret dig her

 

GAFFA-Prisen 2020 præsenteres i samarbejde med:

gallery_large

ANNONCE