x

Spot Festival har de fem første navne klar

Spot Festival har de fem første navne klar

Til næste forår løber Spot Festival igen af stablen, og nu er Aarhus' største musikalske branchefest klar med de første fem navne til plakaten. 

Næste års udgave af Spot Festival tegner op til at blive en stor en af slagsen. Ikke alene lover folkene bag som altid et diverst og bredt katalog af både spændende og upcoming kunstnere samt mere etablerede og velkendte navne. Yderligere afholdes DR-konkurrencen KarriereKanonens finale som noget nyt på Spot, og der er altså lagt i kakkelovnen til en speciel udgave af festivalen til at tage hul på det nye årti med. Nu er Spot også klar med plakatens fem første navne. 

GAFFA-pris aktuelle Rebecca Lou er for alvor brudt igennem det seneste år, hvor vi blandt andet gav gruppens majestæstiske optræden på årets Roskilde Festival seks stjerner, og punkrockerne kommer til at udgøre palettens hårdtslående, ængstelige udtryk. I den blødere ende finder man den aarhusianske jazztrio Athletic Progression, mens det eksperimenterende repræsenteres gennem Pernille Smith-Sivertsen aka. Blondage, som for nylig gik fra at være et to-personersact til et soloprojekt. Blaue Blume (billedet) og deres synthede og fyldige lydunivers kommer også til at runge ud over Smilets By, og gruppen har netop sendt et nyt album på gaden efter private nedture og længere tids pause fra musikken.
Det internationale input står norsk-kenyanske Lil Halima for, når rapperen vender tilbage til Danmark efter at have optrådt på Roskilde Festival i sommer. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Larm, for helvede!

Billetsalget til Spot Festival 2020 åbner søndag den 1. december, så hold øje med linket her. Her kan du erhverve flerdagesbilletter til 525 kroner og enkeltdagsbilletter til 310 kroner i hele december, Early Bird-billetter fra 1. januar til den 31. marts til henholdsvis 575 og 340 kroner for flerdages- og enkeltdagsbilletter, og herefter er prisen 625 kroner for flerdagesbilletter og 370 for enkeltdagsbilletter. Alle priser er eksklusive gebyr.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA