x
Larm, for helvede!

Rebecca Lou, Roskilde Festival, Rising

Larm, for helvede!

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Det var en skrivebordsopgave. Min redaktør blev forhindret i selv at anmelde Rebecca Lou, tjansen blev sendt videre til undertegnede. Han kaldte det "klassisk garagerock", en musikalsk stilart, jeg sjældent behandler. For mig dukker der billeder af alskens emowave-musikvideoer fra MTV i 00’erne op i mit hoved eller et Johnny Rottens store fede fuckfinger fra England engang i 70’erne. Men man skal smede, mens jernet er varmt, så jeg stillede op kl. 18:30 foran Rising-scenen mandag aften på Roskilde for at bevæge mig ind på ukendt terræn. Og det er bestemt ikke noget, jeg har fortrudt et par timer efter koncerten.

Rebecca Lou er en trio bestående af Danmarks egne rock-ynglinge. Med lollandske Rebecca Armstrong i spidsen debuterede de for godt et halvt år siden med ep’en Skeletons, der spredte sig i undergrunden mestendels herhjemme og lidt i Tyskland. Paw Skovbye på bas og Joachim Holmgaard på guitar flankerer den unge sangerinde og sangskriver, og det er også en fuldtallig trio med trommeslager i baggrunden, der træder frem på Rising i bulder og brag.

Men det er ikke et gennempløret fordrukkent udtryk, som jeg tit fordomsfuldt har projiceret over på genrerne. Døren sparkes ind af Skovbye og Holmgaard, men de gør det så kontrolleret og professionelt, at det bliver en fryd at høre på dem larme. Alt imens skyder Armstrong rabalderet i gang med singlen ”Not 4 U”, og vokalen er leveret med tyngde. Med stort T. Og jeg kan nok ikke retfærdiggøre afstemningen mellem publikums fremmøde ved kampstart i forhold til koncertens niveau, men en ting er sikkert: den gaspedal, trioen havde trykket i bund ved kampstart, blev på intet tidspunkt sluppet under resten af koncerten.

Overgangen i gennembrudshittet ”Sugar!Sugar!Sugar!” sker abrupt og med fuld smadder, uden at misse taktart eller melodisk pondus. Skovbyes melende bas og Holmgaards bevidst støjende prustende guitar blev et yndigt testamente til, hvordan alvorligt tempo opstod i rockmusik, og hvor meget lyd man kan skubbe ud ad højtalerne med denne helt klassiske instrumentale opsætning.

Rebecca tager udfordringen op fra sine bandkammerater og slipper ikke tøjlerne på noget tidspunkt i koncerten. ”Don’t Worry” tæsker af sted i fuld galop, og det er først her, der er tid til at stoppe op og sige hej. Her konstateres det blot af Rebecca: ”Vi er sultne, Roskilde!”, hvorefter ”Skeletons” erobrer lydbilledet. ”Lost Boy” tager over og sendes afsted til alle uden krælighed til deres egen krop, fordi: ”Fuck systemet!”. Plain and simple.

På trods af den konstante acceleration sniges ”Nightstar” også ind som den mest punkede kærlighedserklæring, jeg har hørt. ”Take Ur Time” skaber rummet for en Arvil Lavignesk emo-elektricitet, blot formuleret med reel instinktiv rock. Og der koges og koges videre på ”Queen of the Night”, og Armstrongs engagement til publikummet er af utrolig høj klasse. Det giver da også pote, da folk for alvor stimler sig sammen om det eksplosive foretagende, der foregår på scenen.

Og lige pludselig tager rocken form som en forsamlende størrelse. Gamle flippere hopper rundt med unge adrenalinpumpede punkelskere, og det er en særdeles dejlig fornøjelse at sen en beskeden moshpit udfolde sig, alene som en stille anerkendelse af den optræden fra scenen, vi er vidne til. De brøl og raserianfald, som udfoldes på scenen, distancerer ikke nogen, men omfavner alle i en stor krammer og fuckfinger på samme tid, alt imens man mærker, at Armstrongs eyeliner kunne skære gennem flammer. Rotten havde været stolt.

”Under the Moon” sænkes tempoet en kende for at forstærke sangens ballade-effekt. Og det lykkes gundet Armstrongs både rene og stilsikre vokal, der sender tankerne tilbage til 90’ernes high school-filmmusik, og det er skønt. ”I Wanna Be Your Everything” sætter gang den hovedrystende dans igen som en kitschet monstertruck i turbogear. Skovbye og Holmgaards får endnu en gang lov til at boltre sig i ren destruktionstrang på den nye ”Go Go Gorilla” med en prustende Armstrong, der gør alt, hvad hun kan for ikke at miste en eneste tilhører i crowden. Vanvittig dedikation belønnes derfor også fra publikums side, hvis jubelbrøl kun er intensiveret i takt med koncertens fremskridt. Koncerten slutter full circle med trioens første single fra sidste år med spring fra Armstrong ud til fanskaren: ”Bitch, U Look Good!”og det gør hun fandeme i den cocktail af en 120% slutspurt kombineret med en helstøbt optræden fra hele scenen.

Jeg skal understrege, at jeg ikke er en mand af garagerock eller punk for den sags skyld og bliver det nok heller aldrig. Men med sådan en præstation på så uventet et grundlag kan jeg bøje mig i støvet og glæde mig til at høre mere til trioens vel og virke. Smadr det lort!!!! 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA