Nyhed

Verdens Sidste Idé drager på første danmarksturné

GAFFA.dk – alt om musik

Den danske, fremadstormende rockgruppe kan i dag annoncere deres første danmarksturné nogensinde, og de kommer vidt omkring.
 
De har kun tre singler bag sig, men alligevel har de formået at tiltrække sig en pæn portion opmærksomhed fra de danske musikgængere og branchen som helhed. I dag kan kvintetten Verdens Sidste Idé så præsentere, at de i det nye år drager på deres første, større musikalske rundrejse i det ganske, danske land.
 
Turnéen skydes i gang den 28. februar i Von Hatten i Randers, løber ind i marts og afsluttes på Radar i Aarhus den 3. april. Undervejs når gruppen blandt andet også at sætte teltpælene i jorden i Kansas City i Odense, Walthers Musikcafe i Skanderborg og Vegas Ideal Bar i København. 
 
– Det er helt fantastisk, at vi nu skal på danmarksturné. Vi har det seneste års tid arbejdet med nye idéer i studiet, og dem skal vi ud og have folks respons på. Jeg har fornemmelsen af, at vi har fat i noget godt – og at vi er ved at have godt fat, siger forsanger Asbjørn Hvelplund.
 
Verdens Sidste Idé kunne blandt andet opleves på denne sommers udgaver af Spot Royal og Smukfest, og gruppen varsler nyt materiale og et travl hverdag i det nye år.
 
– Vi har meget mere i kanonen for 2020, og kuglerne er støbt og krudtet tørt og godt, så I kommer til at høre mere til Verdens Sidste Idé i snarlig fremtid, siger Asbjørn Hvelplund.
 
 
28. februar - Von Hatten, Randers
29. februar - Tøjhuset, Fredericia
29. februar - Skråen, Aalborg
12. marts - Tobaksgaarden, Assens
13. marts - Kansas City, Odense
14. marts - Pavillonen, Grenå
19. marts - Nygadehuset, Aabenraa
25. marts - Engelsholm Højskole
26. marts - Black Spot, Sønderborghus
27. marts - Walthers Musikcafé, Skanderborg
28. marts - Idealbar, København
3. april - Radar, Aarhus
 
På GAFFA har vi før givet Verdens Sidste Idé plads i spotlightet, og blandt andet holdt vi videopremiere på gruppens single "Et andet liv" for cirka et år siden. Du kan med fordel varme op til turnéen med endnu et kig på musikvideoen her nedenfor.
 
ANNONCE