Nyhed

DR-underholdningsorkestret indvier det nye koncerthus

Første offentlige koncert i Koncerthuset finder sted den 30. august.

DR Underholdningsorkestret slår lørdag den 30. august tonen an i det nye koncerthus i DR Byen. Det sker med Schuberts 9. symfoni og Haydns Symfoni nr. 101, Uret.

Selv om Koncerthuset først bliver indviet officielt lørdag den 17. januar 2009, vil koncertgængere i efteråret kunne opleve seks koncerter med DR Underholdningsorkestret og flere andre arrangementer i DRs nye koncerthus, mens DR Symfoniorkestret tager endnu et halvt år med koncerter i Radiohusets Koncertsal, der her fra 1. august kommer til at hedde Musikkonservatoriets Koncertsal.

Det bliver DR Underholdningsorkestrets chefdirigent Adam Fischer, der bliver den første dirigent på podiet i Studie 2, som har plads til godt 500 koncertgæster. Studie 2 er blot den ene af fire sale i den berømte franske arkitekt Jean Nouvels koncerthus. Den store sal, som åbner til januar, har plads til 1800 gæster, men i alt kan der i de fire sale være flere end 2.500 publikummer. Alle sale er indrettet, så de kan rumme alle forskellige musikgenrer, og DR lægger vægt på, at der skal være noget for enhver smag i det færdige koncerthus.


Fra fredag den 1. august sættes billetterne til salg i DR Butikken og via Billetnet, mens løssalget til DR Radiosymfoniorkestrets sæson 2008-2009 starter den 25. august.

Udover åbningskoncerten byder DR Underholdningsorkestret i efterårets løb blandt andet på en festkoncert i anledning af Carl Nielsen-prisen, en Golden Days-koncert, en barokaften og en Mozart-aften. Derudover bliver der i slutningen af september et spektakulært samarbejde mellem DR Underholdningsorkestret og bandet Efterklang (billedet) om at opføre bandets anmelderroste album "Parades".

ANNONCE