Nyhed

Volbeat slår vild rekord i USA

GAFFA.dk – alt om musik

Slår U2's tidligere rekord

Det går stadig meget godt for Volbeat, ikke mindst i USA. For ottende gang topper en af deres sange den såkaldte Billboard Mainstream Rock Songs-hitliste, og det er første gang, et ikke-amerikansk navn har besat førstepladsen på listen så mange gange, skriver Billboard. Dermed slår Volbeat selveste U2, der har ligget nummer 1 på listen syv gange, siden den begyndte at blive opgjort i 1981.

Volbeat ligger nummer 1 på listen med sangen "Die to Live" med amerikanske Clutchs sanger Neil Fallon på gæstevokal. Sangen stammer fra bandets seneste og syvende album, sidste års Rewind, Replay, Rebound.


De to bands, der har haft flest sange på førstepladsen er amerikanske Shinedown og Three Days Grace, der begge har haft en nummer 1 hele 15 gange.

Billboard Mainstream Rock Songs opgør, hvor tit sange bliver spillet på amerikanske radioer, og listen dækker dermed hverken streaming eller salg. Volbeat har ikke helt så imponerende placeringer internationalt, når det gælder stream af enkeltsange, men deres album streamer og sælger generelt fint ude i verden.

Albummet Rewind, Replay, Rebound nåede en 27. plads på den amerikanske Billboard 200-hitliste for streams og salg af album, hvilket dog er en markant tilbagegang i forhold til forgængeren, Seal the Deal & Let's Boogie fra 2016. Dette album nåede en fjerdeplads på Billboard 200-listen, bandets hidtil højeste og den næsthøjeste placering for et dansk band nogensinde, kun overgået af Lukas Grahams album Lukas Graham (Blue Album) fra 2016, der opnåede en tredjeplads.


LÆS OGSÅ: Lukas Graham sidder fast på den amerikanske hitliste

Volbeat vandt i øvrigt den 26. februar en GAFFA-Pris i kategorien "Årets danske band".

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – og vinderne er...


Se musikvideoen til "Die to Live":

ANNONCE