Nyhed

VIDEOPREMIERE: Se fængende og smuk live-video til ”Vrede Kvinder”

GAFFA.dk – alt om musik

Angående Migs ”Vrede Kvinder” udkom som single i februar. Nu er der en tilhørende live-video klar, og vi har fået lov til at give vores læsere et forspring.

Bag aliasset Angående Mig gemmer sig aalborgenseren Laura Lilholt Andersen. Sidste år vandt hun talentudviklingsforløbet KarriereKanonen sammen med grupperne Høker og Patina og blev af juryen kaldt ”et intenst kraftfelt, der kan blive en generationsstemme”.  

– ”Vrede Kvinder” er et lokalt opgør med de forventninger, jeg har mødt, til hvordan en rigtig kvinde skal være, forklarer den unge sangerinde og tilføjer: – Men ikke mindst handler sangen om mine indre diskussioner og egne forventninger til præcis det samme.


Genremæssigt læner Angående Mig, der tidligere har udgivet singlerne ”Fuld af Fejl” og Nordvestlys”, sig op ad Marie Keys tunge pop-univers tilsat strejf af hiphop og rockede guitar-hooks.

LÆS OGSÅ: Reportage: Finalen i KarriereKanonen 2019

Siden KarriereKanonen har Laura Lilholt kreeret flere sange og er for tiden i studiet for at indspille numre, der sandsynligvis vil tage form som ep-udgivelse senere på året. Rune Rask fra Suspekt har desuden takket ja til at producere et nummer fra den kommende ep.


Angående Mig spiller (forhåbentlig) flere danske koncerter i løbet af foråret og sommeren. Du kan fange hende live her:

24.04 – Musikkens Hus - Øvre Foyer i Aalborg
29.04 – Ideal Bar i København
02.05 – Spot Festival i Aarhus
31.07 – Lyst Festival i Hundested
05.08 – Smukfest – P3 Teltet i Skanderborg

 


ANNONCE