Nyhed

Sådan reagerer festivalerne på Mette Frederiksens forbud

GAFFA.dk – alt om musik

Arkivfoto fra Avicii-hyldestkoncerten i Stockholm i december

Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august

Mandag aften fortalte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at regeringens forbud mod større forsamlinger er blevet forlænget til og med august, og at alle sommerens festivaler i denne periode dermed er aflyst.


– Til alle jer, der har arbejdet hårdt med at planlægge festivaler, markeder og andre store begivenheder hen over sommeren, har jeg desværre en alvorlig melding. Forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Vi har kigget på, hvordan nogle af de største festivaler har reageret på den dramatiske melding. Mange festivaler har dog endnu ikke dannet sig et overblik.

Jelling Musikfestival:


"Vi arbejder på højtryk for at få det fulde overblik over situationen og melder mere ud på Facebook og vores hjemmeside onsdag" (Facebook)

Heartland Festival:

"Regeringen har i dag forlænget forsamlingsforbuddet. Sikkerheden for vores kunstnere, gæster, ansatte og frivillige har første prioritet, derfor respekterer og forstår vi myndighedernes beslutning. Vi arbejder hårdt på at få overblik over den nye situation, så vi kan afklare så mange aspekter som muligt for vores gæster." (Facebook)


NorthSide og Tinderbox:

"Først og fremmest skal der lyde en kæmpe TAK. Tak for interessen, tak for støtten og tak for den tålmodighed, som I har udvist. På baggrund af forlængelsen af forsamlingsforbuddet arbejder vi lige nu på højtryk for at få overblik over situationen og konsekvenserne for NorthSide 2020". (Facebook)

Copenhell:


"Den 11. udgave af COPENHELL vil desværre ikke finde sted i år.

Vi havde virkelig set frem til fire fantastiske dage sammen med jer her til juni, men de særlige omstændigheder gør det umuligt for os at gennemføre festivalen. Sikkerheden for vores musikere, gæster, ansatte og frivillige er vores højeste prioritet.

Vi ser frem til at vende tilbage til Refshaleøen sammen med jer alle i 2021.


Vi arbejder tæt sammen med vores billetudbydere, som har meget travlt lige nu. Alle billetkøbere skal holde øje med en e-mail fra dem snart.

Stay safe, stay metal – and stay tuned! (Facebook)

Nibe Festival:


"Nibe Festival 2020 er aflyst

Vi må desværre beklage, at Nibe Festival 2020 er aflyst. Det sker på baggrund af, at statsminister Mette Frederiksen til et pressemøde i aften har meddelt, at det til og med august ikke er tilladt at gennemføre arrangementer med store forsamlinger.

Vi har stor respekt for denne udmelding. Vi må ikke sætte vores gæster og de 4700 frivilliges ve og vel i spil. Det vil være dybt uansvarligt. Vi skal modsat have fokus på ansvarlighed og samfundssind.
Selvfølgelig er det hele uoverskueligt lige nu. Nu skal vi have overblikket og den så vigtige og nødvendige dialog med bl.a. vores mange leverandører.


Vi sender masser af tanker til de mange tusinde gæster som havde set frem til at feste i Skalskoven i dagene 1. – 4. juli. Billetkøberne vil kunne få billetten overført til Nibe Festival 2021 eller få den refunderet.

Vi bliver meget mere konkrete i nærmeste fremtid." (Facebook)

Roskilde Festival:


"Vi er dybt ulykkelige! 

Vi frygtede, at det ville ske. Vi har til det sidste håbet, at det ikke ville ende på denne måde. Men risikoen for smittespredning er for stor, når så mange mennesker er samlet, og det hensyn er ubetinget det vigtigste. 

Så der bliver ingen Roskilde Festival denne sommer.   

Den skulle have været noget helt særligt. Som Roskilde Festival nr. 50 skulle den have været en markering, der fejrede det, vi er rundet af ved at se frem. En fejring, som hyldede kunsten, fællesskabet og lysten til at gøre en forskel. Alt det, vi har så meget brug for i disse tider. 

Vi havde glædet os til at fejre den med jer. Vi har knoklet og gjort os umage. Vi ved, at forventningerne fra jer også har været tårnhøje. Sammen har vi krydset fingre og holdt vejret i forhåbning om, om at udviklingen ville være positiv og gå stærkt nok til, at vi kunne mødes til sommer. Sådan blev det ikke. 

Roskilde Festival nr. 50 må vente til 2021.

Har du købt billet til festivalen i 2020, vil du kunne overføre den til Roskilde Festival 2021. 
Ønsker du ikke at overføre din billet, vil du kunne få den refunderet. 

"De præcise omstændigheder omkring både overførsel og refusion kommer vi tilbage med hurtigst muligt, når praktikken er på plads. Det beder vi om forståelse for." (Facebook) 

Grøn Koncert:

"På baggrund af statsministerens seneste pressemøde må vi meddele, at vi naturligvis ikke kan forvente at afvikle Grøn Koncert 2020 som planlagt. Vi vil arbejde på højtryk for at finde ud af, hvilke konsekvenser det vil få for Grøn, at statsministeren i dag d. 6. april udtaler, at der ikke kan afholdes større arrangementer før til september.


Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi havde set frem til endnu en traditionel Grøn sommer, hvor musik og hygge var i centrum. Vi havde glædet os til at fylde hele Danmark med en følelse af fællesskab og fysisk samvær efter denne lange periode, hvor vi kun har været sammen hver for sig. Men vi forstår bevæggrundene for – og bakker op om – regeringens beslutning om at forbyde større forsamlinger hen over sommeren. Det vigtigste er, at vi alle har det godt, og at vi som fællesskab kan klare os igennem denne svære tid med COVID-19.

Vi har ikke været underrettet om det nye påbud, men vi kan forsikre jer om, at vi arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der skal ske med koncerterne. Alle billetkøbere vil modtage en særskilt mail omkring dette, så snart vi er afklarede. Vi håber på, at I har tålmodighed med os i denne forbindelse.

Vi vil sammen med samarbejdspartnere og leverandører i den kommende periode, arbejde hårdt på at afklare de konsekvenser som COVID-19 og statsministerens udmelding medfører for Grøn Koncert. Vi håber at se jer alle igen til Grøn!" (Facebook)


Smukfest:

"Smukfest 2020 skulle have fundet sted 2.- 9. august, og med ihærdige frivillige opstillere i gang allerede fra slutningen af juni måned. Men der bliver ingen festival i bøgeskoven i august – Smukfest retter sig selvfølgelig efter myndighedernes forbud.

Præcis hvad og hvordan vi gør herfra og i en så alvorlig situation, skal vi bruge de næste dage på at finde ud af – og så melder vi mere detaljeret ud, så snart vi er lidt længere i processen. Det er forståeligt, at mange sidder med spørgsmål lige nu – til billetter, kontrakter, aftaler og så uendeligt meget andet – men vi kan ikke svare her og nu. Vi vender tilbage til lige netop dig, så snart vi kan." (Facebook)


Distortion:

"Øv! Regeringens beslutning om at forlænge forsamlingsforbuddet betyder, at vi er nødt til at aflyse Distortion 2020.

Nu går vi igang med at planlægge et comeback extraordinaire i 2021.


Hvis du har købt billet til Distortion, vil den være gyldig til Distortion 2021.

Vi håber, du vil beholde din billet til 2021. Det vil være en kæmpe opbakning til Distortion og den skov af aktører, der står bag.

Ønsker du at refundere din billet, så skal du holde øje med din mail efter påske, hvor Ticketmaster forventer at udsende praktisk info.


Stay safe!" (Facebook)

Tønder Festival:

"Vi har erfaret, at myndighederne har forlænget forbuddet mod store forsamlinger til og med august, og det betyder, at den planlagte Tønder Festival 2020 ikke kan blive afholdt.


Vi havde på alle måder håbet på, at situationen var normaliseret til den tid, og vi kunne have afviklet festivalen, men har fuld forståelse for myndighedernes beslutning og bakker naturligvis op.

Vi går nu i gang med at undersøge, hvad det vil betyde for Tønder Festival, og der ligger et stort arbejdet foran os for at finde ud af, hvordan der kan blive en festival i 2021.

Vi afventer udmeldingerne fra myndighederne om hjælpepakker, så der går noget tid, før vi har det fulde overblik.


Vi vender tilbage, når vi ved mere. Ift. refundering af biletter osv. melder vi noget ud senest fredag i næste uge. Pas godt på Jer selv og hinanden! #SammenHverForSig

Triste hilsener herfra" (Facebook)

ANNONCE