Nyhed

Skatteministeren om at trække koncertbilletter fra i skat: ”Vi er åbne for inputs”

GAFFA.dk – alt om musik

Tidligere på ugen foreslog Brian Mikkelsen, direktør for Dansk Erhverv, at danskerne skal kunne trække koncertbilletter fra i skat. Forslaget skal bidrage til at få gang i omsætningen i den hårdt trængte musikbranche.

Nu forklarer skatteminister Morten Bødskov til GAFFA, at regeringen er åben for tiltag og lignende forslag:

– Vi er altid åbne for inputs, og vi ser hele tiden på, hvilke skattemæssige værktøjer, der kan tages i brug, så vi kan hjælpe danskerne bedst igennem denne specielle krise, uddyber han i en mail og tilføjer:


– Det er afgørende for regeringen, at det danske erhvervsliv og de danske lønmodtagere kommer bedst muligt gennem den nuværende krise.

I den forbindelse fremhæver han, at regeringen har øget virksomhedernes likviditet med omkring 165 milliarder kroner og ønsker at forøge den med yderligere 35 milliarder kroner for at hjælpe dem ud af krisen.

Det er dog endnu ikke muligt at få et konkret svar på, hvorvidt danskerne skal kunne trække koncertbilletter fra i skat, når genåbningen af Danmark tillader det.


LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: "Vi skylder et svar på, hvad en større forsamling er"

Dansk Erhvervs forslag kommer, efter corona-pandemien har lagt det danske koncert- og festivalliv ned. Alle større forsamlinger er forbudt til og med august, og dermed er stort set alle sommerens festivaler enten aflyst eller udskudt, og alle forsamlinger på mere end 10 personer er forbudt indtil videre til 10. maj.

Forslaget indebærer en fordobling af boligjob-ordningens maksimumbeløb fra cirka 19.000 kroner til 40.000 kroner per år i 2020 og 2021. Dette indebærer blandt andet, at danskerne kan få fradrag for hoteller, koncerter, sportsbegivenheder, restaurantbesøg og meget andet.


 ”Det handler om, at vi skal sætte gang i hjulene hurtigt. Vi har set en række andre forslag til at sætte hjulene i gang, men nogle af dem er ikke helt så hurtigtvirkende, som der er brug for,” siger Brian Mikkelsen på Dansk Erhvervs hjemmeside

"Vi har målrettet vores forslag, så de stimulerer de brancher, som er hårdest ramt, også i forhold til ledighed. Det er turisme, oplevelse, rådgivning og så de private sundhedsaktører” forklarer han.

 


 

 

ANNONCE