GAFFA.dk – alt om musik
Siden Mette Frederiksen forlængede forbuddet mod store forsamlinger til og med august, har landets spillesteder og koncertarrangører efterlyst svar på, hvad en ”større forsamling” er. Nu understreger kulturministeren, at der bliver arbejdet hårdt på at finde et svar.
”Jeg ved, I (spillesteder, mindre festivaler med mere, red.) lige nu sidder på nåle for at få svar på, om jeres arrangement kan finde sted i sommermånederne. I er den danske sommer – og I er ikke glemt,” skriver kirke- og kulturminister Joy Mogensen på sin Facebookside i dag.
”I skal vide, at regeringen og Folketingets partier knokler for at give jer svar på jeres spørgsmål og finde gode mulige løsninger for jer,” skriver hun og forsikrer, at selvom vi ikke skal stå side om side ved årets store sports- og musikbegivenheder, så er dette den bedste løsning for vores samfundet på længere sigt.
LÆS OGSÅ: Skatteministeren om at trække koncertbilletter fra i skat: ”Vi er åbne for inputs”
Lige nu gælder forbuddet om forsamlinger på mere end 10 personer frem til den 10. maj i år. Men det er endnu uvist, hvor mange personer der helt konkret må være samlet efter denne dato.
Direktøren for kulturhuset Fuglsøcenteret i Ebeltoft, Peter Brinks, er en af dem, der savner et helt klart svar på, hvad en ”større forsamling” er.
”Efter den 10. maj har vi 40 koncerter resten af året – og vi oplever, at alle møder, konferencer, og årsfester bliver annulleret helt frem til efteråret. Men hvordan definerer man store forsamlinger – er det 999, 500, 100, 50?” spørger han i et læserbrev i Lokalavisen Syddjurs i dag.
”Både hotel- og koncertbranchen står på en brændende platform, og vi er nødt til at få klarhed og en plan fra politisk side,” skriver Peter Brinks og forklarer, at uvisheden er som at ” flyve i en jumbojet med bind for øjnene”.
LÆS OGSÅ: Regeringen forlænger ordning for aflyste festivaler og koncerter
Dette er Torben Seldrup, formand for Danske Koncert- og Kulturhuse og direktør for Musikhuset Esbjerg, enig i:
”Vi har behov for at få klarhed over, hvad der skal ske efter den 10. maj. Må vi åbne vores huse op igen? Hvis vi må, hvor mange må vi åbne for? Må vi åbne op for 100 personer, 200 personer, 300 personer? Der mangler vi en klarhed. Også overfor de mange kunstnere, som ikke ved, om de skal på job,” forklarede han i dag til P1 Morgen.
Derudover ønsker Torben Seldrup at få forlænget den kompensationsordning, der skal gavne spillesteder og koncertarrangører, som står til at miste penge på grund af COVID-19. Ordningen løber lige nu frem til den 9. juni og gælder for festivaler, koncerter og lignende, der har over 1.000 deltagere.