GAFFA.dk – alt om musik
Magi i silende regn
The summer of silence er over os. COVID-19 har sat en stopper for utallige festivaler, og 2020 er på alle måder et anderledes år i musikken, såvel som i adskillige andre brancher. Uanset om du skulle have skrålet med foran Orange, danset amok til Magic Box eller nydt en tur i Ådalen, så må vi få det bedste ud af den aflyste festivalsæson, imens vi glæder os til næste år.
Der blev altså heller ingen NorthSide i år, men som en lille trøst har festivalen nu offentliggjort en fuldlængde-optagelse af en af de mest legendariske koncerter, der nogensinde har fundet sted på festivalen, nemlig Radiohead, der afsluttede NorthSide 2017 med en magisk optræden i silende regn i tidsrummet 22.30-00.25 natten mellem søndag og mandag.
Showet fandt sted oven på udgivelsen af bandets hidtil seneste album, A Moon Shaped Pool fra 2016 og er Radioheads hidtil seneste danske koncert og den eneste, de nåede at holde herhjemme i det forgangne årti – og koncerten fik fremragende anmeldelser.
LÆS OGSÅ: Der er ingen som Radiohead – anmeldelse fra NorthSide 2017
Optagelsen kan ses på NorthSides hjemmeside – dog kun i denne weekend, hvor festivalen skulle have fundet sted. Så skynd dig at se med lige her