x
Der er ingen som Radiohead

Radiohead, NorthSide Festival, Blue Stage

Der er ingen som Radiohead

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Det er ni år siden, Radiohead sidst besøgte Danmark. Hvis man altså ikke medregner Thom Yorkes protester i København. Det var under Roskilde Festival i 2008 – min første personlige oplevelse med både festivalen og den følelse, der af flere opfattes som værende synonym med Radiohead. I aftensolen ved Orange Scene formåede de at skabe en magi, der i lige så høj grad var udgjort af en musikalsk variation, som var det Thom Yorkes dragende og underspillede vokal. Der har været grund til at glæde sig til søndagen på NorthSide, og ligeledes er det med god grund, at festivalen har formået at sælge 40.000 billetter. I forbindelse med annoncering af Radioheads besøg i Ådalen var vi blevet lovet et sæt, der var længere end sædvanligt. Klokken 00.25, efter en time og 55 minutter, da regnen er skyllet ind over festivalpladsen en sidste gang, er en sådan påstand måske en lettere overdrivelse, men alligevel sidder følelsen af, at man lige har været vidne til noget særligt, solidt i kroppen. For Thom Yorke, Johnny Greenwood og resten af Radiohead sejrede under NorthSide i et kryds mellem, hvad der lige såvel kunne forstås som installationskunst, som var det en traditionel rockkoncert med et nyere tids største rockbands.

I midten af 90’erne var Radiohead hurtig til at ryste britpop-mærkatet af sig for at etablere et musikalsk udtryk, der kan kendetegnes ved sin betagende udvikling og variation. Under koncertens åbningsnummer ”Daydreaming” fra bandets seneste udgivelse A Moon Shaped Pool bliver vi inviteret indenfor, og i næsten samme øjeblik åbner himlen sig. Radiohead er badet i lyssøjler, som skyder igennem scenekonstellationen og ud igennem publikum og regnen, og at vi mod tidligere forhåbninger nu står i silende regn og stigende mudder, virker pludseligt smukt, imens Thom Yorkes dragende, men underspillede vokal mødes af Jonny Greenwoods betagende klaverspil. Den rolige start udgør ikke alene en stilhed før den storm, der både kommer til udtryk gennem regnens stigende intensitet, men også gennem det sæt, som Radiohead er på vej til at præsentere os for. Under ”Lucky” tages publikum med tyve år tilbage i tiden til OK Computer, hvor Radiohead dengang var ved at bevæge sig mod sit eksperimenterende udtryk, og som tempoet stiger, iscenesat gennem Johnny Greenwoods imponerende guitareffekter, oplever vi sættets første musikalske kulmination.

Det er særligt førnævnte albums, A Moon Shaped Pool og OK Computer, der høres i aftenens sæt, og som Jonny Greenwood bevæger sig ind i ”Airbag” fra sidstnævnte album, formår han at cementere sit eget excentriske udtryk. Thom Yorke undskylder regnen, og selvom størstedelen af publikum forsøger at holde regnen ude, holdes der ikke tilbage, når det kommer til at styrke båndet mellem Radiohead og deres danske fans.

Foruden Philip Selway bag trommesættet er der placeret endnu et trommesæt i scenens venstre side, som mest af alt ligner en form for spejling, og under ”Everything In Its Right Place” fra Kid A kommer forklaringen derpå. Radiohead formår at udtrykke en tyngde, som faktisk gør sig gældende igennem hele sættet, og under ”Bloom” fra The King Of Limbs lægger Johnny Greenwood guitaren fra sig for at bidrage med et yderligere fundament til den polyrytmiske skæring. Ud over at være sættets mest eksperimenterende opførelse giver den lange instrumentale intro et nærmest symfonisk islæt.

I takt med regnens alt for tydelige deltagelse, udvikler ”Identikit” fra A Moon Shaped Pool sig til en messende gentagelse, imens Thom Yorke sender lyriske referencer af sted til de uheldige vejrforhold. Yorkes maniske tilstedeværelse på scenen er ikke alene et udtryk for Radioheads intense optræden, men i lige så høj grad et udtryk for den glæde, der flyder ud over scenekanten. Der siges ikke meget, og når der gør, er det svært at forstå, nok mest grundet Thom Yorkes jokende mumlen. Men alligevel hænger der en dyb stemning over den lyd, der langsomt opbygges for derefter at blive nedbrudt, og som kulminerer under ”Street Spirit (Fade Out) fra The Bends.

Selvom Thom Yorke på intet tidspunkt er alene på scenen, formår han alligevel at være det overskyggende element, der bider sig fast, imens den atmosfæriske guitar afrunder aftenens sæt.

Radiohead formår under sit første sæt at formidle så mange indtryk, at den musikalske udvikling opnår en større helhed, og da de kort efter vender tilbage på scenen bevæbnet med ”You And Whose Army?” fra Amnesiac, mødes Thom Yorkes indadvendte vokal med Jonny Greenwoods atmosfæriske guitar.

De, der af uforklarlige årsager endnu ikke er overbevist, bliver det, og overbevisningen sætter sig endnu mere massivt under ”There There” fra Hail To The Thief, hvor Jonny Greenwood for alvor brillerer. Radiohead er badet i rødt lys, der flakker i takt med regnen, og under ”Paranoid Android” fra OK Computer med den meget passende linje "Rain down on me" er forbindelsen mellem band og publikum ubrydelig. Det er derfor magisk, da Radiohead derefter åbner op for ”Karma Police” fra samme album, og viser, hvordan dette nummer, faktisk kan formå at stå helt alene. Publikum tager over på et par omkvæd, og som Radiohead gør sig klar til at forlade scenen en sidste gang, stopper regnen.

I den flakkende regn formår Radiohead at sejre, og selvom vi alle er våde ind til benet, er Radiohead den omfavnende varme, der utvivlsomt holder gang i ilden.

 

Sætliste:

Daydreaming

Lucky

Ful Stop

15 Step

Airbag

Myxomatosis

All I Need

Pyramid Song

Everything In Its Right Place

Bloom

Identikit

Weird Fishes/Arpeggi

Idioteque

The Gloaming

The Numbers

Bodysnatchers

Street Spirit (Fade Out)

Ekstra:

You And Whose Army?

There There

Paranoid Android

Lotus Flower

Karma Police


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA