Nyhed

Barselona annoncerer efterårsturné

GAFFA.dk – alt om musik

Duoen sætter sig i tourbussen og besøger 11 byer hen over oktober og november i år. Se tourplan nederst i artiklen. 

For svømmeentusiaster og fitnessjunkies er dagen i dag en glædens dag. Det er dog også en glædens dag for de mange Barselona-fans, der nu kan sætte et stort kryds i deres efterårskalender og glæde sig til at møde det fremadstormende band, der siden deres koncert i Store Vega i oktober 2019 har holdt sig lidt ude af rampelyset.

Den 20-årige Rud Aslak og 21-årige Rasmus Theodor tager nemlig på landevejen sammen med deres venner fra Ollerup Efterskole, når duoen bliver til en kvintet, og bandet leverer 11 livekoncerter på en tour med titlen ”1 Dag Er Vi 1 Minde”. Turnéen starter på Train i Aarhus den 22. oktober.


Drengene har i deres relativt korte musikalske levetid allerede præsteret to ep’er og to studiealbums. Det hele startede med ep'en Drengepop i 2017, som blev fulgt op af Sommerkys i 2018, og sidste år kom simultant ikke bare én, men to debut-albumudgivelser. Dobbeltudgivelsen af Legebørn og Hjertebank fik henholdsvis fem og fire stjerner med på vejen af GAFFAs Jens Dræby. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF BARSELONAS LEGEBØRN: Ellipser om Solen

De to albums tog Barselona med på tour sidste år, hvor også blandt andet Roskilde Festival og NorthSide havde fornøjelsen af den unge popduo. Koncerten på NorthSides Blue Stage affødte fire stjerner fra GAFFAs Andrea Washuus Bundgaard, og spændende er det at se, hvilket materiale duoen kommer rundt med til den forestående omgang af livekoncerter.


LÆS OGSÅ: Barselona bevæger sig kun fremad

Barselona besøger 11 byer på tværs af landet i perioden fra 22. oktober til 14. november, og billetterne er i salg og kan købes lige her.

 


Overblik over ”1 Dag Er Vi 1 Minde”:

22. oktober, Train, Aarhus

23. oktober, Fermaten, Herning


24. oktober, Godset, Kolding

30. oktober, Posten, Odense

31. oktober, Tobakken, Esbjerg


5. november, Store Vega, København

6. november, Gimle, Roskilde

7. november, Skråen, Aalborg


12. november, Mantzius, Birkerød

13. november, Tøjhuset, Fredericia

14. november, Turbinen, Randers


Varm op med en koncertoptagelse fra NorthSide 2019:

ANNONCE