Nyhed

Livebranchen holder lysdemonstration og går i rødt: "Vi risikerer at dø"

GAFFA.dk – alt om musik

En lang række bygninger bliver oplyst i rødt i aften klokken 22

Den danske livebranche er i dyb krise oven på mere end tre måneders tvungen nedlukning grundet corona-pandemien – også selvom det nu er blevet tilladt at afholde siddende koncerter for op til 500 personer.

Derfor holder livebranchen i aften den 22. juni klokken 22 og natten over en lysdemonstration, hvor en række danske bygninger med relation til koncertvirksomhed og anden oplevelsesøkonomi vil lyse rødt for at symbolisere den blødende branche.


Demonstrationen er en tilslutning til det tyske initiativ Night of Light, hvor mere end 5000 tyske bygninger med forbindelse til oplevelsesøkonomien vil lyse rødt i samme tidsrum. Blandt andet ikoniske Berlin-bygninger som Brandenburger Tor (billedet) og Fernsehturm vil blive indhyllet i rødt.

Den danske del af demonstrationen arrangeres af den nystartede sammenslutning We Are Events Danmark bestående af en række aktører med relation til dansk koncertvirksomhed. I en pressemeddelelse skriver We Are Events Danmark:

"Den danske musikbranche er i dyb krise. Livebranchen var den første, der lukkede ned, og det bliver den sidste, der bliver åbnet igen. Alligevel har regeringen besluttet, at der ikke tages hensyn til alle, der arbejder i livebranchen, i hjælpepakkerne. Beslutningen står som en kolossal trussel for livebranchens økosystem af indholdsleverandører, der alle lønnes af artisternes honorarer, og som nu står uden deres primære indtægtskilde: sommerhalvårets koncerter. Derfor afholder vi den 22. juni klokken 22.00 en lysdemonstration i flere danske byer."


We Are Events Danmark fortsætter:

"Dagen vil blive markeret med rødt, og det vil være symbolet for en blødende branche, som regeringen kan ende med at rive over på midten, hvis de lukker øjnene. Lysdemonstrationen afholdes for at sætte fokus på den blødende live-og musikbranche i Danmark og Europa. Hvis der ikke handles snart, risikerer store dele af branchen at dø."

Den danske talsperson for demonstrationen er i øvrigt vicedirektør Jakob Brandt fra SMVdanmark, sammenslutningen af små og mellemstore virksomheder.


LÆS OGSÅ: ÅBENT BREV: Regeringen river livebranchen over på midten

Nogle af de aktører, der deltager i lysdemonstrationen i aften klokken 22 er som følger:

Aalborg Kultur- og Kongrescenter


Christiansborg Slotsplads

Copenhill, København

Den gamle station i Stubbekøbing


Forbrændingen, Albertslund

Karosserifabrikken, Helsingør

Operaen, Christiania


Parken Sport & Entertainment, København

Planetariet, København

Pumpehuset, København


Roskilde Domkirke

SGM Light, Sommervej 23, 8210 Aarhus V

SMVdanmark, Islands Brygge 26, København S


Taastrup Teater- og Musikhus, Taastrup

Vester Allé 15, 8000 Aarhus inklusive VoxHall, Atlas, Spot Festival, Promus og GAFFA

Se den opdaterede deltagerliste på We Are Events Danmark's Facebook-side


ANNONCE