Nyhed

Folketinget lover kompensation til sæsonafhængige kunstnere og selvstændige

GAFFA.dk – alt om musik

Ny folketingsaftale vil tilgodese kunstnere, produktionsfolk og nyetablerede artister, som har tabt indtjening på grund af coronanedlukningen. 

I dag har alle Folketingets partier vedtaget en ny kompensationsordning til selvstændige og kunstnere, hvis forretning er blevet påvirket af forbuddet mod større forsamlinger.  

Derudover det også blevet besluttet at oprette en særlig kompensationspulje for produktionsomkostninger samt en særlig aktivitetsindsats til nyetablerede artister.  


Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Heri udtaler kulturminister Joy Mogensen (S, billedet) desuden:  

”Nogle kunstnere tjener primært deres penge om sommeren. Men på grund af Corona er musikfestivalerne og andre store arrangementer aflyst eller udskudt. Derfor har vi fundet en løsning, som tilgodeser f.eks. musikeren, lydmanden eller danseren, der har sæsonbetonede indtægter og derfor er stærkt økonomisk påvirkede af, at vi denne sommer ikke kan være mange mennesker samlet.”  


LÆS OGSÅ: Folketingets sommerpakke lover rabat på koncertbilletter

Derfor bliver følgende to initiativer nu sat i gang, her citeret fra Kulturministeriets pressemeddelelse:

  • "En kompensationsordning for omsætningstab: Sæsonafhængige selvstændige og kunstnere m.fl., som er kraftigt påvirket af forsamlingsforbuddet, får mulighed for at søge kompensation i en tre-måneders periode. Ordningen baseres på principperne i de eksisterende kompensationsordninger til selvstændige, freelancere og kombinatører med A- og B-indkomst samt kunststøtteordningen for kunstnere med kombinationsindkomst, men tilbyder en højere kompensationssats for at tage højde for sæsonafhængigheden. Ordningen estimeres til 250 mio. kr.
  • En kompensationsordning for tabte produktionsomkostninger: En pulje etableres til dækning af produktionsomkostninger for sæsonafhængige selvstændige, kunstnere mv. Puljen kan søges af den samme målgruppe som kompensationsordningen til sæsonafhængige selvstændige, kunstnere mv. Der kan ydes kompensation for op til 60. pct. af tabte produktionsomkostninger knyttet til perioden inden d. 6. april, som er direkte relateret til leverancer til arrangementer, der er aflyst, væsentligt ændret eller udskudt som følge af COVID-19. Der afsættes 70 mio. kr. hertil."

Derudover rummer aftalen også et initiativ målrettet nyetablerede kunstnere.


Ifølge aftaleteksten øremærkes 10 millioner kroner til "kunstneriske aktiviteter udført af nyetablerede artister, fx upcoming bands, der kan dokumentere, at de grundet COVID-19 har fået aflyst en række planlagte koncerter / og eller arrangementer hen over sommersæsonen."

Læs om aftalen på Erhvervsministeriets hjemmeside

GAFFA følger op på historien med kommentarer fra musikbranchen. 


LÆS OGSÅ: ÅBENT BREV: Regeringen river livebranchen over på midten

ANNONCE