Nyhed

Grøn Koncert-erstatning rykker ud i private hjem – her er de optrædende

GAFFA.dk – alt om musik

Scarlet Pleasure, Phlake og Medina med flere giver koncerter i folks private hjem 

Gennem 38 år har Grøn Koncert været en fast sommertradition for venner og familie, der mødes til fællesskab, hygge og livemusik. I år har Grøn Koncert som alle andre større festivaler desværre været nødt til at aflyse grundet forbuddet mod forsamlinger på flere end 500 personer, og det har tvunget arrangørerne, Muskelsvindsfonden og Tuborg, til at tænke i nye baner.

Det har resulteret i det nye tiltag Grønnere Grøn, hvor de otte optrædende kunstnere kommer ud i otte heldige personers private hjem og giver koncert den 25. juli, og det kan være både ude og inde, i folks haver, køkkener, på altanen, i gården eller en husbåd, hvis man har en sådan – kun fantasien sætter grænsen.


Årets kunstnere er Scarlet Pleasure (billedet), Hjalmer, Medina, Phlake, Carpark North, Mads Langer, Clara og TopGunn, og hvis man vil have en af dem til at optræde hjemme hos sig selv, så kan man deltage i castingen ved at indsende en ansøgning på GrønnereGrøn.dk

Det gælder om at fortælle, hvorfor man synes, at man lige præcis selv kunne være en fantastisk koncertvært. Er man blandt de otte heldige udvalgte i castingen, får man besøg af Muskelsvindfondens  crew, der monterer scene, lys og en bar med diverse drikkevarer fra Tuborg – og det band eller en solist, man ønsker at få besøg af.

Live i radio og tv
Grønnere Grøn finder som nævnt sted lørdag den 25. juli, men hvis man ikke er blandt de heldige udvalgte, der bliver udpeget til at være værter, kan man stadig være med til festen via både radio og tv.


Radio NOVA vil nemlig sende liveradio med Grønnere Grøn-stemning og musik hele dagen, og om aftenen vil det hele kulminere ved et stort show med blandt andet Dizzy Mizz Lizzy, et show, der sendes live på TV 2 og TV 2 PLAY med Anders Breinholt som vært.

Søren Balsner, bassist i Carpark North udtaler i en pressemeddelelse følgende om det nye Grønnere Grøn-koncept:

"Grøn Koncert er sommer. Og Grøn Koncert er Danmark. Kernen af vores land, kultur og folk. Hele Danmark. Vi står overfor en sommer, hvor vi artister og fans ikke kommer til at mødes. Og derfor er jeg imponeret over, at Muskelsvindfonden og Tuborg har formået at vende denne tragedie til noget positivt og få os endnu tættere på vores fans end normalt. Helt ind i deres hjem. Vi glæder os enormt til i det mindste at få spillet en smule denne sommer. Og så under Grønnere Grøn-flaget."


LÆS OGSÅ: Folketinget lover kompensation til sæsonafhængige kunstnere og selvstændige

 

ANNONCE