GAFFA.dk - alt om musik
I et nyt interview forsvarer Lars Ulrich Metallicas album St. Anger fra 2003, hvis lilletrommelyd er blevet kaldt den værste i historien.
"Lilletrommen resonerer ildevarslende og ude af kontrol. Guitarerne rumler og buldrer. Det er lige ved, at det er for meget af det gode."
Sådan skrev GAFFAs anmelder i 2003, da Metallica udgav St. Anger, metalbandets ottende studiealbum.
Anmelderen var ikke alene. Udgivelsen fik en blandet modtagelse af fans og anmeldere, og flere kritiserede albummets produktion. Og særligt albummets lilletromme fik hårde ord med på vejen og blev beskrevet som tynd og irriterende. Det er blevet omtalt som den værste lilletrommelyd i historien, og på YouTube findes der flere videoer, der udforsker fænomenet.
For eksempel har en person spillet flere af Metallicas klassikere med lilletrommelyden, mens en anden har forsøgt at genskabe lyden med et skraldespandslåg.
Nu forsvares lilletrommen af manden, der slog på den. Nemlig Lars Ulrich, trommeslageren i Metallica, der i et nyt interview med SiriusXM taler om St. Anger.
"Jeg står ved det 100 procent, fordi det var sandheden i det øjeblik. Det er bare min personlighed. Jeg kigger altid fremad og tænker altid på den næste ting," siger han ifølge NME.
"Det er bare sådan, jeg fungerer. Uanset om det er i Metallica, i mit personlige liv eller i forhold tænker jeg altid fremad. Nogle gange bruger jeg velsagtens for meget tid i fremtiden, men jeg bruger sjældent tid i fortiden. Så de her ting kommer kun op i interviews," siger trommeslageren.
Opstod tilfældigt
Han forklarer, at lyden af lilletrommen opstod, da han under en session havde glemt at spænde seidingen (en anordning, der får underskindet til at vibrere) på sin lilletromme.
"Jeg tænkte: 'Wow! Den lyd passer på en måde det riff, og det lyder mærkeligt og på en eller anden måde sejt.' Og så lod jeg være med at spænde min lilletromme resten af sessionerne, mere eller mindre," siger han.
Senere fortæller han, at han står ved alle Metallicas produktionsvalg gennem årene.
"Jeg ved, at de på det tidspunkt var sandheden, og at det var instinktivt og den rigtige ting at gøre," siger han.
Tidligere har han dog også beskrevet trommelyden som en "komplet abort."
For nylig annoncerede Metallica et nyt livealbum og en koncertdokumentar. Begge dele udkommer den 28. august.
LÆS OGSÅ: Metallica annoncerer dokumentar og live-album: Se trailer og lyt til sange