Nyhed

Phil Collins’ “In the Air Tonight” hitter, efter YouTube-video er gået viralt

GAFFA.dk – alt om musik

Et par tvillingebrødre er gået viralt efter at have filmet deres reaktion i det øjeblik, de lytter til Phil Collins for første gang. Videoen er i skrivende stund blevet set mere end 4,6 millioner gange, og det har sendt verdensstjernen tilbage på hitlisterne.

I den seneste video i serien ‘First Time Hearing’ fra de 21-årige amerikanske YouTube-stjerner Tim og Fred Williams – kendt som “TwinsthenewTrend” – ser man tvillingerne lytte til Phil Collins “In the Air Tonight”.

Brødrene har altså tidligere filmet deres reaktioner ved at høre sange for første gang. Blandt andet Dolly Partons “Jolene” og Bruce Springsteens “Dancing in the Dark”. Men reaktionen på det legendariske Collins-nummer har altså scoret dem deres største publikum til dato.

Og med god grund. Reaktionen er nemlig både glædesskabende og ret fantastisk.

Brødreparret ligner umiddelbart nogle, der interesserer sig mest for hiphop-universet og er iklædt bandana og chains. Men deres reaktion er ikke til at tage fejl af. De er vilde med Collins. 

Undervejs i videoen bliver de mere og mere ophidsede, og om Phil Collins’ intense ansigt på coveret siger de, at det ser ud, som om “han stirrer ind i deres sjæl”. Den største reaktion kommer dog, helt forventeligt, når de berømte trommer går i gang, næsten fem minutter inde i YouTube-klippet. Og det får drengene til at gå helt amok.

Videoen har i øjeblikket mere end 4,6 millioner visninger, og den ekstra opmærksomhed, som hittet fra 1981 har fået som følge, har været med til at sende sangen direkte tilbage på hitlisterne. Salgstallene for "In the Air Tonight" er nemlig steget med over 1000 procent, skriver Rolling Stone.

Desuden har det medført, at "In The Air Tonight" i øjeblikket indtager en flot andenplads på amerikansk iTunes, kun overgået af Cardi B og Megan Thee Stallions spritnye "WAP".

Og brødrene Williams har ikke mindst fået sig en celebrity-fan. Selveste Dolly Parton har nemlig tweetet sin begejstring.



Du kan se hele den skønne reaktionsvideo her:


ANNONCE