Nyhed

Festivalchef for NorthSide reagerer på revisors kritik

GAFFA.dk – alt om musik

NorthSide 2020 blev som alle andre af landets store festivaler aflyst på grund af corona-pandemien. Nu skriver en række medier historien om revisorer, der i festivalens årsrapport rejser tvivl om, om der bliver en festival i 2021. GAFFA har talt med NorthSides festivalchef, Brian Nielsen, og han melder ingen grund til bekymring.

Tilbage i starten af august kastede GAFFA lys over danske festivalers kommende skæbne. Bliver de overhovedet til noget i 2021? Ingen ved det, men alle snakker om det. Og i en artikel fra den 7. august var holdningerne splittede mellem festival-ledelser og pandemiforskere.


Står det til pandemiforsker Lone Simonsen, ser det nemlig ud til, at coronakrisens festivalmassakre også vil trække spor ind i 2021, og hvis miraklet alligevel skal ske, har vi ifølge hende brug for “noget af en game changer”.

LÆS OGSÅ: Professor: Festivalerne er noget af det sidste, vi bør åbne næste års festivaler

På den anden side havde vi Brian Nielsen, festivalschef for NorthSide, der havde fået nok af sundhedseksperter og deres dommedagsprofetier. For ifølge festivalchefen havde man allerede en række esser i ærmet i forhold til at kunne corona-sikre næste års festival.

Men nu lader det altså til, at det er en anden problematik, der banker på NorthSides dør. Tror man på mediebilledet i disse dage, er det nemlig et økonomisk spørgsmål, der sætter tvivlen om afholdelsen af næste års NorthSide Festival på spidsen.

En tvivl, der kommer fra en revisor fra PriceWaterhouse Coopers (PWC, red.). For konsekvenser af covid-19 “medfører væsentlige usikkerheder, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets muligheder for at fortsætte driften”. Det skriver revisorerne i NorthSides årsrapport, der blev fremlagt og godkendt på selskabets ordinære generalforsamling 27. august.

Spørger man festivalchefen selv, skal medierne skrue ned for sensationsjournalistikken, for der er ingen grund til at piske en stemning op om noget, “man ikke ved tilstrækkeligt til at kunne udtale sig om”.

– Man skal forstå, at alle virksomheder, der er tvangslukkede under corona – om det er rejseselskaber, festivaler, teatre og så videre – hvor der stadig er en risiko for ikke at få tilladelse til at åbne, får en påtegning i deres regnskab. Det er noget, revisorerne har pligt til at gøre. Helt standard procedure så at sige. Men det betyder altså ikke, at NorthSide er ved gå nedenom og hjem, forsikrer Brian Nielsen over for GAFFA.

LÆS OGSÅ: Festivalchef for NorthSide reagerer på pandemiforskers dom over næste års festivaler

Regnskabet viser, at NorthSide har såkaldte “kortsigtede gældsforpligtelser” på 16.648.836 kr. Til gengæld har selskabet bag festivalen et overskud på 1.645.020 kr. Og ved årsskiftet 2019/20 havde selskabet en egenkapital på 4.487.052 kr.

Det er tal, Brian Nielsen hæfter sig ved, da GAFFA snakker med ham.

– Man burde måske i stedet hæfte sig ved, at vi har en positiv egenkapital og overskud i seneste regnskab, i stedet for at male fanden på væggen i forhold til nogle udtalelser, revisorer er pligtige til at lave. Det er useriøs og naiv sensationsjournalistik fra medier som JP og BT, understreger han og fortsætter:

– Vi arbejder i hvert fald fortsat ufortrødent på NorthSide Festival 2021, og vi glæder os utroligt meget til at kunne byde alle vores dejlige festivalgæster velkommen, fastslår han. 

ANNONCE