Nyhed

Roskilde Festival fyrer 17 medarbejdere

GAFFA.dk – alt om musik

En tredjedel af organisationen er afskediget

I år blev der som bekendt ingen Roskilde Festival grundet coronakrisen, og nu har krisen også tvunget festivalen til at foretage afskedigelser i stor stil.

Roskilde Festival har måttet fyre 17 medarbejdere svarende til en tredjedel af organisationen, skriver festivalen i en pressemeddelelse, citeret af SN.dk.


"Vi er godt hjulpet af regeringens hjælpepakke til begivenheder i forbindelse med den festival, der skulle have været i sommer. Men den samlede almennyttige virksomhed er ramt økonomisk, og de øvrige hjælpepakker kan ikke hjælpe os igennem i tilstrækkelig grad," udtaler festivalens administrerende direktør Signe Lopdrup i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Siden nedlukningen i foråret har vi arbejdet fokuseret på at nedbringe omkostningerne ved, at stillinger, der er udløbet, ikke er blevet genbesat. Men det står nu klart, at det ikke er nok. Derfor har vi i dag desværre været nødsaget til at gennemføre en organisationstilpasning, hvor 17 medarbejdere har fået nedlagt deres stillinger. Det er meget ulykkeligt," siger Signe Lopdrup.

Afskedigelserne får dog ingen konsekvenser for næste års festival, der ifølge planen fortsat bliver afholdt og bliver Roskilde Festival nummer 50.


LÆS OGSÅ: Roskilde Festival offentliggør de første 32 navne til 2021

"En stor del af festivalen er allerede planlagt i forbindelse med sommerens festival og er klar til at blive taget op. Så den indsats, der skal lægges lige nu, handler især om sammen med andre at undersøge, hvordan det igen kan blive muligt at samle mange mennesker forsvarligt i denne svære og uforudsigelige corona-tid," siger Signe Lopdrup.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival om fremtiden: "Vi vil ikke lade os styre af bekymringer"


 

 

ANNONCE