GAFFA.dk - alt om musik
Calby er iblandt 16 nominerede musiknavne, der netop er blevet offentliggjort til Music Moves Europe Talent Awards 2021.
Sangskriver, sanger og producer Calby med det borgerlige navn Mik Thybo kan juble højt i dag. Han er nemlig en ud af 16 artister fra 16 forskellige europæiske lande, der skal kæmpe om to talentpriser som en del af Reeperbahn Festivals brancheprogram. Arrangementet søger at støtte nyere europæiske kunstnere og give dem et springbræt til den internationale scene.
Calby, som blandt andet står bag hittet ”Burnout”, skal sammen med 15 andre upcoming artister optræde på branchefestivalen Eurosonic Noorderslag (ESNS), der finder sted i Groningen, Holland den 15. januar 2021. Her vil en jury udpege otte vindere, som hver vinder en pris på 10.000 euro svarende til knap 75.000 danske kroner.
Fans har også mulighed for at hjælpe deres yndlingskandidat. Man kan nemlig allerede fra i dag stemme på sin favoritmusiker, som også bliver afsløret på ESNS den 15. januar 2021. Vinderen vil modtage en Public Choice Award, som indebærer et honorar på 5.000 euro (ca. 37.000 dkk).
Fans kan stemme på deres favorit på arrangementets hjemmeside indtil den 7. januar 2021.
Calby er på en udsolgt Danmarksturné i dagene 18. september-26. september.
LÆS OGSÅ: HOLD ØJE MED: Fire favoritter fra vækstlaget
Se alle 16 nominerede til en Music Moves Europe Talent Awards 2021 her:
Alyona Alyona (ua)
Bratři (cz)
Calby (dk)
Crystal Murray (fr)
Inhaler (ie)
Julia Bardo (it)
Lina_ Raül Refree (pt)
Lous and The Yakuza (be)
Melenas (es)
Mero (de)
My Ugly Clementine (at)
Nea (se)
Rimon (nl)
Sassy 009 (no)
Squid (uk)
Vildá (fi)
Hør Calbys til dato største hit, sidste års "Burnout", der har mere end seks millioner afspilninger på Spotify: