Nyhed

Alphabeat drager på siddende vinterturné

GAFFA.dk – alt om musik

Turnéen 12 Nights of Thunder finder sted i januar og februar

Alphabeat har prøvet meget i ind- og udland siden albumdebuten i 2007, men aldrig spillet i store koncertsale for et siddende publikum. Det laver popbandet om på i starten af 2021, hvor 12 koncertsale i Danmark får besøg af showet med titlen 12 Nights of Thunder.
 
”Vi glæder os helt vildt til at stå i de danske koncertsale. Vi har aldrig prøvet det før. Og det med at prøve noget nyt er i det hele taget noget, vi har dyrket og opsøgt, siden vi fandt sammen igen. Det skaber en nødvendig spænding for os – som at stå på scenen sammen for allerførste gang,” fortæller forsanger Stine Bramsen i en pressemeddelelse. Sidste år udgav hun og resten af bandet deres første album i syv år og fjerde album i alt, det velanmeldte og solidt streamende Don't Know What's Cool Anymore.
 
Idéen til 12 Nights of Thunder opstod på Alphabeats udsolgte Danmarksturne på landets mindre spillesteder i februar måned. Her havde bandet lavet en akustisk fortolkning af deres tidlige hit ”10.000 Nights of Thunder”, hvor publikum og Anders SG endte med at synge store dele af sangen sammen a cappella.
 
”Da vi spillede den akustiske udgave af ”10.000 Nights” på sidste tour, oplevede vi, hvordan en af vores festsange pludseligt fik et helt andet liv. Midt i en koncert fyldt med laser-lys og røg opstod der en særlig fællesskabsfølelse mellem os og publikum – og det er den følelse, vi gerne vil afsøge yderligere. Vi skal helt ind under huden på folk, synge sammen, og forhåbentlig ender vi med at danse på stolene,” fortæller bandets anden sanger, Anders SG.

Ved at afholde koncerterne for et siddende publikum overholder bandet også de aktuelle corona-restriktioner, som indebærer, at koncerter skal finde sted for et siddende publikum på maksimum 500 personer, med et sæde mellem hver person/gruppe. Restriktionerne gælder indtil videre til og med 31. oktober.
 
Alphabeat – 12 Nights of Thunder starter i slutningen af januar med koncerter i DRs Koncertsal, Musikhuset i Århus og på Portalen i Greve og fortsætter frem til midten af februar, hvor sekstetten slutter af med koncerter i Herning, Vejle og på hjemmebanen i Silkeborg.
 
Billetterne bliver sat til salg torsdag den 24. september kl. 10:00.
 
Alle koncerter afvikles i henhold til de gældende Covid-19-restriktioner.


LÆS OGSÅ: ALPHABEAT-ANMELDELSE: Et skud poplykke lige midt i solar plexus
 
Koncerter – vinter 2021:
21.01: Greve, Portalen
22.01: Aarhus, Musikhuset Aarhus, Store Sal
23.01: København, DR Koncerthuset, Koncertsalen
28.01: Roskilde, Roskilde Kongrescenter
29.01: Esbjerg, Musikhuset Esbjerg
30.01: Odense, Odeon
04.02: Herning, MCH Herning Kongrescenter
05.02: Aalborg, Musikkens Hus, Koncertsalen
06.02: Holstebro, Musikteatret
11.02: Vejle, Vejle Musikteater
12.02: Silkeborg, JYSK Musikteater
13.02: Viborg, Tinghallen

Varm op med klassikeren "10.000 Nights of Thunder":


 


ANNONCE