Nyhed

Roskilde Festival offentliggør overskud og forbereder 2021

GAFFA.dk - alt om musik

Bestyrelsen bag Roskilde Festival kan nu offentliggøre overskuddet fra festivalen i 2019. Et overskud, der skal støtte klima, aktivisme og mangfoldighed

I går aftes kunne Foreningen Roskilde Festivals medlemmer mødes til digital generalforsamling, hvor overskuddet fra festivalen i 2019 blev fremlagt – noget forskudt grundet COVID-19 pandemien, som forhindrede generalforsamlingen tilbage i april måned.

Sidste års festival kunne bryste sig af hovednavne som Cardi B, Robyn, Travis Scott og Bob Dylan. Det affødte et overskud på 18,2 millioner kroner fra selve festivalen og 31,5 millioner kroner fra de handlende og serviceforeningerne.


Overskuddet skal som altid gå til en række velgørende formål. Blandt de organisationer og initiativer, der har modtaget midler fra Roskilde Festival, er således mangfoldige fællesskaber som LGBT+ Ungdom, klimaforkæmpere som Den Grønne Studenterbevægelse, kunstneriske vækstfabrikker som Rapolitics, og The Association for Youth and Culture in Greenland:

"At vi kan donere så mange penge væk, og at de handlende og foreningerne samtidig får så stort et overskud i 2019, skaber en værdi, der rækker langt ud over festivalen. Vi er stolte af at kunne gøre en forskel i verden på den måde. Den mulighed har vi desværre ikke nu, hvor vi på grund af en aflyst festival ikke kan generere et overskud," fortæller Roskilde Festivals administrerende direktør Signe Lopdrup i en pressemeddelelse. Hun fortæller samtidig, at de på mødet også nåede at diskutere næste års festival:

"Lige nu samler vi alle kræfter om, hvordan vi kan gennemføre Roskilde Festival i 2021. Det handler om, hvordan vi kommer fornuftigt gennem krisen. Men det handler også om, hvordan vi med vores erfaring og faglighed kan bidrage med løsninger til, at vi igen kan mødes forsvarligt om de store begivenheder, der er så afgørende for den sammenhængskraft, som vi netop i denne tid oplever vigtigheden af som samfund."


LÆS OGSÅ: Roskilde Festival om fremtiden: "Vi vil ikke lade os styre af bekymringer"

Læs mere om festivalens donationer og resultater i Roskilde Festivals Årsskrift.

ANNONCE