Nyhed

Nephew-koncert til støtte for unge kræftramte

Koncerten den 4. oktober skal skabe opmærksomhed om de to netværk Drivkræften og Proof Of Life

Det populære band Nephew går i den gode sags tjeneste og bruger nu deres musikalske evner til at hjælpe unge, som lever med en kræft-sygdom.

Koncerten vil blive afholdt i Vega, og udover, at den skal rejse penge til Kræftens Bekæmpelse, så er det også planen, at der skal skabes mere opmærksomhed om de to netværk Drivkræften og Proof of Life.

Drivkræften er et netværk, der sætter fokus på livet med en kræftsygdom – på at mødes med andre unge og på at have gode oplevelser sammen.


Proof of Life beskrives som et netværk, som samler aktive unge kræftoverlevere, der gerne vil kombinere socialt samvær med fysisk træning.

Både Drivkræften og Proof Of Life har masser af ideer til arrangementer, som de gerne vil tilbyde medlemmerne. Det handler blandt andet om udflugter, festivaler, udstyr, ture til motionsløb i udlandet med mere.

Pengene fra støttekoncerten går til arbejdet for unge kræftramte. Kræftens Bekæmpelse planlægger desuden at holde et årligt landsmøde, hvor unge kan møde andre kræftpatienter.


Som noget nyt vil det også være muligt at se koncerten på internettet. Det sker i samarbejde med den nye danske live musiktjeneste iMelos.com, der producerer og transmitterer koncerten live på www.iMelos.com.

Samarbejdet med iMelos er med til at skaffe yderligere midler til arbejdet med unge kræftramte, fordi iMelos sikrer støttekroner for hver person, der ser koncerten online.

Nephew spiller i Vega den 4. oktober klokken 21:00. Billetter til koncerten kan købes på www.vega.dk eller www.billetlugen.dk fra mandag d. 8. september 2008 kl. 10:00.


ANNONCE