Nyhed

Stor dansk festival bliver 100 procent grøn

GAFFA.dk – alt om musik

NorthSide Festival er kendt for at have bæredygtighed i højsædet, og nu bliver festivalen endnu mere klimavenlig, når den går 100 procent grøn på strøm. En banebrydende milepæl, som forhåbentlig vil inspirere globalt, udtaler Martin Thim, Sustainability & Partner Manager hos NorthSide.

Initiativ som affaldssortering, ressourceanvendelse, grøn transport og nedbringelse af plastikforbrug har igennem årene præget NorthSides arbejde på at styrke den grønne profil. Nu skærpes bæredygtigheden på festivalen yderligere ved udelukkende at bruge grøn strøm fra elnettet, når NorthSide bliver afviklet fremover.

Aarhus Kommunes Klimafond har bevilliget 2,1 millioner kroner til at etablere en elforsyning i Eskelunden, som giver adgang til al den strøm, der skal bruges til at afvikle NorthSide på eventpladsen. Det omfatter etablering af yderligere 1.725 ampere strøm samt projektering og omprojektering af eltavler. Det betyder, at strømforsyningen er tilgængelig for alle kommende events i Eskelunden, der er tiltænkt alt fra kultur- og motionsarrangementer til store enkeltstående koncerter – og ikke mindst NorthSide Festival.

– Vi er begejstrede for, at Aarhus Kommune har været lydhør over for, hvor stort det er at kunne tilbyde grøn strøm på eventpladsen. I runde tal kommer NorthSide til at forbedre CO2-regnskabet med minimum 88 tons CO2 pr. år, når vi afvikler festival i fremtiden. Det er i sig selv en kæmpe, bæredygtig sejr, men det giver også grobund for at arbejde med nye energieffektive tiltag. Det kan for eksempel være i form af udskiftning af gas i madboderne. Vi får også mulighed for at indgå i nye samarbejder, der baserer sig på bæredygtige, innovative løsninger, fortæller Martin Thim i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Hvis vi som samfund og verden skal eksistere i det lange løb, må vi alle tage et ansvar på os. Derfor er vi glade for, at Aarhus Kommune også ser bæredygtig afvikling af events i Eskelunden som et relevant bidrag til kommunens ambition om CO2-neutralitet i 2030.

LÆS OGSÅ: Festivalchef for NorthSide reagerer på revisors kritik

En grøn fremtid for festivaler
Og flere festivaler tager allerede dette ansvar på sig. NorthSide er nemlig ikke alene om at være en dansk festival med 100 procent grøn energi. Tilbage i oktober måned kunne den aarhusianske festival GrimFest således skrive under på en kontrakt med AURA Energi, der gjorde dem til den første danske festival med 100 procent grøn energi i Danmark. Festivalpladsen på Grimhøjgaard kommer således til at spille på 100 procent vindmøllestrøm, og derudover har GrimFest også bæredygtighed i højsædet i flere henseender.

For eksempel lukker festivalen konsekvent altid billetsalget og melder udsolgt, en måned før portene åbner, for på den måde at mindske mad- og drikkespild, ved kun at bestille de antal varer der er brug for. Derudover bliver affaldet sorteret i 19 kategorier, og genbrugelige kopper, nedbrydeligt engangsservice og pantsystem er samtidig en del af GrimFests bæredygtige strategi.

LÆS OGSÅ:
Efter kæmpesucces: Nyt koncertkoncept rykker indendørs og vil revolutionere branchen

ANNONCE