Nyhed

Lydmor modtager pris for sexisme-kritisk debatindlæg i GAFFA

GAFFA.dk – alt om musik

Se billeder fra showet ved at klikke "Galleri" ovenfor

Også priser til blandt andre Michael Learns to Rock ved årets DPA-prisuddeling

I aftes uddelte sangskriver- og producerorganisationen DPA sine årlige priser ved et livestreamet show fra det københavnske studie MillFactory, og her gik en af de såkaldte påskønnelsespriser til Lydmor. Sangeren og sangskriveren vakte i foråret stor opmærksomhed ved at kritisere Ekstra Bladets musikanmeldelser i et debatindlæg i GAFFA, hvor hun beskyldte bladet og dets anmelder Thomas Treo for sexisme. Debatindlægget blev fulgt op af to debatter mellem Lydmor og Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen i Go'aften Live på TV2 og Deadline på DR2.


LÆS OGSÅ: Så er det nok, Ekstra Bladet

”… Og netop dem, der er villige til at sætte sig selv i mediernes søgelys og debattens sigtekorn på vegne af kollegaerne og ikke mindst på vegne af de næste generationer, de skal have opbakning og opmuntring. Og deres mod skal hyldes. De skal vide, at de ikke står alene. At deres kollegaer ser og påskønner det ansvar, de påtager sig på vegne af os alle,” sagde Tobias Stenkjær, næstformand i DPA i motivationen for, hvorfor Lydmor fortjente kollegaernes skulderklap i år. Med prisen fulgte 15.000 kroner.

Der var også to andre påskønnelsespriser, som gik til henholdsvis Bryan Rice og Kristina Holgersen, der begge er gavmilde med at skabe netværk og samarbejder med kollegaer. Påskønnelsespriserne bliver uddelt til musikere, der er gode til at hjælpe kollegaer, og Rice og Holgersen modtager også hver 15.000 kroner.


"Bryan Rice brød igennem med et af årets største hits i 2005. Han har siden leveret sange til DMGP, tv og hitlisterne i både Belgien og Kina foruden at have travlt som en altid super-professionel performer på de skrå brædder," fortalte bestyrelsesmedlem i DPA Marcus Winther-John, da han overrakte prisen til Bryan Rice. 

Kristina Holgersen har en enestående evne til at skabe netværk omkring sig og kender gennem sit virke i mange sammenhænge stort set alle – kan man vel godt sige. Hun har i fire år sat en retning i Statens Kunstfonds Musikudvalg, hvor hun på en afbalanceret måde har fået gjort opmærksom på det folkelige og det populære og den geografiske spredning og musikkens forankring også i det lokale,” fortalte formand Niels Mosumgaard, da han overrakte prisen til Kristina Holgersen.

Store priser til Michael Learns to Rock og Keld og Hilda


DPA's Kommercielle Musikskaberpris gik i år til Michael Learns to Rock, der er det bedst sælgende danske band i Asien nogensinde og har et pladesalg på over 11 millioner. Med prisen følger 30.000 kroner. I sin tale til bandet udtalte DPA’s formand Niels Mosumgaard:

”Igennem en årrække har vi i DPA uddelt den Kommercielle Musikskaberpris, fordi vi havde en fornemmelse af, at dem, der virkelig får succes på de store markeder, ikke altid får den anerkendelse af kolleger og presse, som de fortjener. Vi har blandt andet givet prisen til Aqua og Rasmus Seebach. Ja, de er blevet anerkendt af det publikum, som elsker deres musik. De har høstet priser, fordi de har være uomgængelige. Men de er også blevet forbundet med noget folkeligt og noget med at sælge ud. Men man kan ikke tale til et stort publikum, hvis man ikke har hjertet med, hvis man ikke rammer hjertet hos publikum. Det kræver en kompromisløshed og integritet, en tillid til, hvad det er, man vil – som helt grundlæggende er det modsatte af at sælge ud. Men tværtimod holde fast og tro på det, man gør.”

Æresprisen gik til Keld og Hilda Heick i og for deres mangeårige indsats i og for dansk musikliv. Med prisen fulgte 30.000 kroner


”… Vi taler om en karriere, der begyndte helt tilbage i 1966 med de første pigtrådshits og en ny indgang til de danske schlagere. Det betød et folkeligt gennembrud af de store, og med evnen til at følge op og forstå tidens gang er det lykkedes at fortsætte et kæmpe turneliv og komme rundt i alle små og store ender af landet. (...) Deres sangskrivning og karriere hænger uløseligt sammen med hårdt arbejde, vedholdenhed, stædighed, åbenhed og selvrespekt,” fortalte formand Niels Mosumgaard.

Endelig blev der uddelt en vækstlagspris til den unge sanger og sangskriver Maddy alias Mathilde Sofie Lindgren Mikkelsen, der tidligere i år udgav debutsinglen "Island" og siden har udsendt yderligere to singler.

”Det er utroligt let at udgive musik i dag. Få klik, og så kan musikken være på Spotify. Derfor kræver det også mod og modenhed at skrive og skrive og skrive sange, indtil musikken er der, hvor den skal være. For godt nok er det let at udgive musik, men med 40.000 nye udgivelser på Spotify hver eneste dag kræver det til gengæld rigtig høj kvalitet og et tydeligt talent at bryde igennem muren og få folks opmærksomhed,” understregede suppleant i DPA’s bestyrelse Caroline Ravn Andersen, da hun uddelte prisen til Maddy.


LÆS OGSÅ: Danish Music Awards er tilbage – med ny vært

ANNONCE