Nyhed

GAFFA UNDERSØGER: Giver coronakoncerter musikken nyt liv?

GAFFA.dk – alt om musik

GAFFA UNDERSØGER: Coronakoncerter som nyt kulturfænomen 

Medierne bugner af dårlige nyheder, når det kommer til musikindustriens kår under coronakrisen. Alligevel viser branchen et krigerisk iver for at insistere på, at koncertlivet overlever. Det har født et nyt kulturfænomen: Coronakoncerter. Og mens vi venter på, at normaliserede tilstande kommer retur, har GAFFA sat sig for at undersøge i dybden, hvad disse coronakoncerter så egentlig kan, og hvad de betyder for publikum, artister, spillesteder og fremtiden. Det kan du læse om i en række artikler.

Et nyt kulturfænomen er født. I litteraturen lyder det, at kultur i en performativitetsteoretisk optik ikke er noget, vi har, men noget vi gør. Hele tiden. Og det er netop gennem denne gentagne “gøren”, at vi former kulturen og fænomener og holder dem ved lige.

Coronakoncerter. Put ordet i din mund, for kigger vi på verdenssituationen er det et fænomen, vi nok kommer til at tygge på et godt stykke tid endnu. Et koncertformat, der er alt andet end det plejer, fordi strenge restriktioner piller vores genkendelige forestilling om koncerter fra hinanden.

Man må ikke stå op. Man kan ikke danse. Man må ikke råbe, skrige og synge med på sangene. Baren lukker kl. 22.00. Og så er der kun plads til én koncertgæst per 2 kvadratmeter hos spillestederne og allerhøjst 500 publikummer i alt.

På trods af restriktioner, og en ny virkelighed for koncertlandskabet, har spillesteder, artister og publikummer blomstret, støttet hinanden, tænkt innovativt, været sammen om musikken og åbnet dørene på vid gab for at sætte skub i maskineriet. Hele musikbranchen arbejder på højtryk for at få det til at hænge sammen, og selvom genlyden ude i branchebilledet er at “vi næsten ikke kan overleve på det her”, så er grundkernen alligevel soleklar for de fleste: De afholder koncerter alligevel – for kulturen og for hinanden. Og det har flere gange vist sig at være en succes.

GAFFA har naturligvis taget del i det nye coronakoncertlandskab, og det har rejst spørgsmålet: Hvad kan de her coronakoncerter så egentlig?

Det har ført til en større undersøgelse, hvor GAFFA har været i kontakt med koncertgængere, artister, en forsker og GAFFA-læsere for at nå ind til centerpunktet af, hvad koncerterne i en coronatid betyder for os, og om formatet kan give os noget andet, end koncerter, som vi kender dem, kan.

LÆS OGSÅ: Efter kæmpesucces: Nyt koncertkoncept rykker indendørs og vil revolutionere branchen

Nytænkning af koncertoplevelsen

“Der var mere ro til musikken”. “Det har betydet koncert fremfor ingenting, og man er kommet tættere på artisterne”. “Det var rart at komme ud og nyde musikken igen og få en snert af fællesskabsfølelse”. “Det har været trygt. Det har rent faktisk givet noget ro og fokus under koncerterne”.


Sådan lyder et lille udpluk af GAFFA-læsernes oplevelser med coronakoncerter, som vi spurgte om i en meningsmåling for nyligt. I samme meningsmåling fremgik det at 71 procent af de deltagende har været glade for sine koncertoplevelser med corona-restriktioner. 

Og lad os lige kort opridse nogle af de forskellige koncertoplevelser, det danske landskab har kunnet byde på, hvor fælles for alle i branchen er, at innovation og nytænkning har været to helt afgørende ingredienser.

Først så vi drive-in koncerterne, der tiltrak en kæmpe skarer af dyttende biler. Sidenhen så vi Grøn Koncert rykke hjem i stuerne – i nogens tilfælde i bogstaveligste forstand. Der er også flere eksempler på, at mindre festivaler rundt i landet har sadlet om og stået for dagskoncerter i stedet. Eksempelvis Alive Festival og GrimFest der nu er blevet til “De Grimmeste Aftner”.

Flere spillesteder har også eksperimenteret med scenen, hvor man på Radar i Aarhus kan opleve en 360 graders scene, for at oplevelsen bliver mere nærværende, når publikumskapaciteten ligger på 50. På Aarhus Teater har man også kunnet opleve en sansekoncert med en drejende scene, da Kh Marie optrådte til sin releasekoncert. Og så er “silent concerts” (ligesom vi kender silent disco) blevet en ting.

LÆS OGSÅ: GRETA skaber et tryllebindende fortolkningsrum, der er op til dig selv at fortolke


Forsker øjner et ekstra element af ophøjethed i koncertoplevelsen

Eksisterende forskning peger på at musik- og kulturoplevelser kan fremme helbredet. Det viser en ny WHO rapport fra 2019. Stine Lindahl Jacobsen, som er lektor og forskningsleder på Musikterapiuddannelsen ved Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU fortæller til GAFFA, at koncertoplevelser kan have en sundhedsfremmende effekt, give os mere livskvalitet og livet mere mening generelt.

Men da vi får en snak med hende, kan hun ud fra et hypotetisk grundlag – fordi der ingen forskning findes på området endnu – genkende, at der med coronakoncerter er kommet et ekstra element af fællesskab i koncertoplevelsen og livskvaliteten derved. Og det kan der være flere årsager til.

– Vi glemmer krisetiden, når vi er til koncert, og oplevelsen sætter tingene i perspektiv. Man bliver mindet om at man er menneske, og man kan føle og forstå en historie som en kunstner fortæller, måske endda lidt mere end vi plejer. Og så tror jeg også at det spiller en rolle at der nu er få pladser til koncerterne, så derfor føles det som noget ekstra særligt, hvis man er en af de heldige der får en billet. Vi sætter måske mere pris på musikken og oplevelsen, end vi har gjort før.

Noget af det Stine Lindahl Jacobsen især hæfter sig ved, ved coronakoncerterne, er at de alle har karakter af en intimkoncert.

– Det der sker når man er til intimkoncert er at når man deler oplevelsen med færre så føler man sig måske tættere forbundet. Det er én ting. Samtidig er der mere ro og mere nærhed. Under coronakrisen føler vi os mere isolerede og har kun fysisk kontakt med nogle få, så når vi nu som en sjældenhed får lov til at møde mennesker til koncerter, der er der for det samme - nemlig musikken - så får vi også en større samhørighed med de få mennesker vi er til koncerten sammen med. På trods af afstandskrav.

En anden tendens man kan opleve til coronakoncerter, er en ny forbindelse der opstået mellem publikum og artist.

– Min erfaring siger mig at kontakten mellem publikum og artist er noget helt andet. Store som små artister fortæller, at de har følt sig som et helt nyt menneske efter en coronakoncert. De er kisteglade for at kunne spille musik, også selvom det er for et betydeligt mindre publikum end de er vant til. Det er for kunstens skyld, og for at dele det de har på hjerte, fortæller Stine Lindahl Jacobsen og fortsætter:

– Der er opstået en fælles forståelse af at musikken er ekstra vigtig. Den forbinder os. Det at artister kan dele deres livspassion med nogen, giver måske også noget mere for dem i en krisetid. Vi deler allesammen - publikum, artister, og spillesteder - en oplevelse i en nonverbal udgave hvor vi kan dele en helt særlig oplevelse midt i en global krise, og føle at vi er der for hinanden. Det tror jeg er meget værdifuldt. 

ANNONCE