Nyhed

Prog-veteranerne John Lees' Barclay James Harvest til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Spiller i Fuglsøcenteret ved Ebeltoft 1. oktober

Det engelske progressive rockband Barclay James Harvest har eksisteret siden 1966, men har kun givet få koncerter i Danmark gennem tiderne. Nu sker det så omsider igen, når bandet gæster Fuglsøcenteret ved Ebeltoft 1. oktober 2021 i en af bandets to aktuelle udgaver, nemlig den der hedder John Lees' Barclay James Harvest opkaldt efter sangeren og guitaristen John Lees, det eneste oprindelige medlem.

I 2018 var det 50-årsdagen for udgivelsen af ​​den allerførste single med Barclay James Harvest, "Early Morning". For at fejre denne milepæl tog John Lees' Barclay James Harvest på turné i 2018, hvor de gav en 50-års jubilæumskoncert i Manchester i maj samme år og fulgte dette op med en række udendørs shows i Europa, inklusive to koncerter i det gamle Herodion-amfiteater i Athen med et 70 mands orkester.


I år er det 40 år siden, at bandet optrådte foran Rigsdagen i Vest-Berlin, ni år før murens fald. Der var 250.000 mennesker til koncerten, som også udkom på et livealbum. Blandt de 250.000 var også Fuglsøcenterets direktør Peter Brinks, der udtaler:

”Jeg er rigtig stolt og glad over dette. 12 år gammel så jeg deres koncert foran 250.000 mennesker i det gamle Vest-Berlin foran Rigsdagen – før murens fald. Så det er stort at få dem her til lille Mols i Danmark.”

John Lees 'Barclay James Harvest er i øjeblikket ved at færdiggøre deres næste studiealbum (forventes udgivet i september 2021) efter North, der blev udgivet i oktober 2013 med lineuppen John Lees (vokal, guitar), Craig Fletcher (vokal, bas), Jez Smith (keyboards, vokal) og Kevin Whitehead (trommer, percussion).


Barclay James Harvest havde størst succes i 70'erne, hvor deres album Octoberon fra 1976 nåede en 19. plads på den engelske albumhitliste, og de var også populære på det europæiske kontinent, hvor de stadig har en pæn fanbase.

En anden udgave af Barclay James Harvest er Barclay James Harvest featuring Les Holroyd med et andet af de oprindelige medlemmer, bassist og sanger Les Holroyd i front. De to versioner af bandet blev dannet i henholdsvis 1998 og 2002 efter en opsplitning i 1998. Barclay James Harvest featuring Les Holroyd har dog kun udgivet et enkelt album tilbage i 2002.

Billetsalget til koncerten er netop begyndt på Fuglsøcenterets hjemmeside


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Fin dokumentation af bandets store Berliner-stunt 

Varm op med en koncertoptagelse fra 2011:


ANNONCE