Nyhed

Reportage: MCs Fight Night - vestfinalen

Overraskende vinder i Århus

Lørdag aften var 16 freestylerappere samlet til at battle om titlen som vinder af vestfinalen, på Train i Århus, og dermed sikker på en plads i den
endelige finale i København d. 18 oktober. Det bød blandt andet på en del overraskelser og masser af bandeord.

Et næsten fyldt Train tog imod arrangementet MC's Fight Night. Dommerne blev præsenteret én efter én, af den altid oplagte vært og kampleder - Jøden. De var i år blevet skiftet ud, så man nu havde en rap-pioneer, en multikunstner og tidligere vinder, samt en ordjunglør - i form af Chief 1, MC Clemens og Joe True. Bag de to hjul af stål stod DJ Static og styrede de amerikanske beats med hård hånd. Netop de amerikanske beats var til tider meget tunge freestyle beats. Blandt andet blev The
Games "Dope Boys" brugt, og det må siges at være noget af et beat at fylde ud, uanset rapperene og deres emner.

Fantomet vs. Mac Marc, Johnny G vs. MC Rødhætte
Det sat til side, var de fleste af aftenes 16 deltagere enormt skarpe. Første knockout-battle stod mellem den tidligere vinder, Fantomet og en ny
knægt ved navn Mac Marc. Publikum fik da også, hvad de kom efter, da der fra første færd blev kastet med punchlines, efter at rapperne havde modtaget deres emne. Men det virkede nu relativt let for den erfarne Fantomet at sende Mac Marc ud, blandt andet med linjen: "Du er en nar i dag / du så lille, du ku' få hovedrollen i Narnia". Resten af ottendedels finalerne gik også mere eller mindre som forventet, hvor de lidt mere erfarne rappere slog de lidt mindre erfarne ud, men det var forfriskende at se nogle nye rappere give
modstand. Men der var en overraskelse; Johnny G fra Nordjylland slog den lokale MC Rødhætte ud med det ene gode jab efter det andet. F.eks.
leverede han linjen: "Gi' mig det beat True / Gi' ham noget mere IQ".


Ham Den Lange vs. Orhan G
Mere intelligenskvotient fik man i den efterfølgende runde, hvor publikumsdarlingen, Ham Den Lange, knockoutede en forsvarsløs Orhan G. Der blev
varieret i flow og stemmeføring, hvilket gav indtrykket af overskud og synet af en mulig vinder af vestfinalen - publikum applauderede i hvert fald på livet løs, både før, under og efter battlen.

Fantomet vs. Funkmastah
I første kvartfinale mødte Fantomet, den ikke helt uerfarne Funkmastah. Men med Fantomets linje: "Det fint, du snakker lort / det er det, du gør, og det har du altid gjort", var der ikke så meget mere at sige til den sag. En af de andre publikumsdarlings, Henrik Hass havde heller ikke yderligere besvær med at slå Mund De Carlo ud.

Ham Den Lange vs. Kalle P.
Tredje kvartfinale battle stod mellem Ham Den Lange og Kalle P. Der blev leverede kække og skarpe linjer fra begge lejre. Ham Den Lange fik f.eks. godt fat i Kalle P. da han rappede: "Det
gør mig fuckin' crazy / jeg står og rapper mod en forvoksen baby". Dog slingrede Kalle P., med sine egne ord, i valsen til sidst, og Ham Den Lange
var videre til semifinalen. Den fjerde battle stod mellem Daniel og Johnny G. Men sidstnævnte gjorde igen god figur, med et par dobbeltrim og en
sjældent set humoristisk attitude.


Fantomet vs. Henrik Hass, Ham Den Lange vs. Johnny G.
Dermed stod aftenens semifinaler mellem Fantomet og Henrik Hass, samt Ham Den Lange og Johnny G. Begge battles var intense og skarpe, alt imens det
fik stemningen blandt publikum op på et højere niveau. I førstnævnte fight bed især Henrik Hass fra sig med linjen: "Jeg tar' en klar føring / For
Fantomet er lige blevet reduceret til afføring". Han holdt sig til sit emne, nemlig: majs i afføringen. Emnerne var indsendt på sms af publikum og
derfor ligeså alsidige som det førnævnte. Fantomet forsvarede sig og slog verbalt igen, men den lokale Henrik Hass kæmpede sig i finalen. Så kom
tiden til den, der skulle møde Henrik Hass. Det var de to hidtil skarpeste rappere, der nu tørnede sammen - Ham Den Lange VS Johnny G. Igen blev der gået til mikrofonen, og de holdt sig til deres emner. Umiddelbart virkede det som om, at Ham Den Lange vandt første runde, men Johnny G lod sig ikke ryste og fik svaret igen med linjerne: "Han er på hjemmebane / jeg lod ham starte, for jeg er en gentleman" og "Lad mig lige tjekke den seddel (emnet, red.) / Han burde kun ha' været en sædcelle/". På dette tidspunkt er battlen nogenlunde ligeværdig og bestemt aftenes bedste, men Ham Den Lange slutter af med punchlinen: "...Det er fuckin blær' / men homie, det stopper her". Det var dog Ham Den Lange, det stoppede for, da Johnny G, ifølge crowden, en smule tvivlsomt gik videre - men dommerne havde talt.

Henrik Hass vs. Johnny G.
Finalen stod nu mellem Henrik Hass og en ret så overraskende modstander, i form af Johnny G. Niveauet var højt, og emnet, Adam & Eva, blev flittigt brugt til verbale slag fra begge rappere. Henrik Hass udnævnte sig selv som Kain
og Jonny G som Abel. Aftenens overraskelse svarede blandt andet igen med linjen: "...fyr den helt af / jeg pikslappede Adam, og så kneppede jeg Eva". Henrik Hass forsatte dog ufortrødent, men man kunne mærke, at han havde peaket tidligere på aftenen. Johnny G tog dermed højest overraskende, men fortjent, titlen som vestfinale- champion med linjen:"... Jeg fyrer den helt af / hans største ønske er at slå mig / men det blir' ik i dag".

Dermed var det sat punktum for aftenes underholdende indslag, og de første rappere er klar til den endelige finale i K.B. Hallen. Det skal dog nævnes, at pause actet, den snart pladeaktuelle Jooks, spillede et cool og gennemført mini-sæt, der holdt crowden i gang. Det blev desværre en smule
ødelagt af dårlig lyd, men bangeren "Jackmove" var noget, publikum kunne lide, for Jooks er en mester i at flowe. Man kan kun håbe på, at hans plade
får lidt mere rotation på baggrund af disse Fight Night-optrædner.


Fight Nights hjemmeside

ANNONCE