Nyhed

Jelling Musikfestival melder ud om 2021

GAFFA.dk – alt om musik

Billedet: Rasmus Seebach på Jelling Musikfestival 2013

"Der er lys for enden af tunnellen"

Jelling Musikfestival, der er en af sæsonens første festivaler, er nu kommet med en udmelding om 2021-festivalen, der efter planen skal finde sted 20.-23. maj – et tidspunkt, hvor en stor del, men ikke alle danskere forventes vaccinerede. Det er de først den 27. juni, hvis Sundhedsstyrelsens prognoser holder.


Meldingen fra den gamle kongeby er en forsigtig optimisme.

”Efter 2020 står det mejslet i massiv granit, hvilken rolle festivalerne spiller i Danmark. De er Danmarks stærkeste symbol på fællesskab og et enestående samlingssted på tværs af hele befolkningen. Det har vi i den grad mærket, og vi står på spring for at skabe festivalsammenhold igen. Men lige nu kan vi ikke stille andet op end at opfordre til, at vi står sammen en ekstra gang om at overholde myndighedernes restriktioner. Det er altafgørende for, at vi kan få en sommer, hvor vi gør meget af det, vi plejer. Og med vaccinerne er der lys for enden af tunnelen og grund til en forsigtig optimisme,” siger festivalleder Lars Charlie Mortensen i en pressemeddelelse.

Festivalen har udsendt en Q&A, som vi tillader os at citere i sin helhed:


Hvornår melder I ud, om festivalen bliver afholdt?

Vi har afventet længe. Nu er vi ved at afklare. I de kommende måneder skal vi afgøre, hvordan festivalen kan afholdes.

Beslutningen ligger dog i høj grad hos sundhedsmyndighederne, som vi i samarbejde med vores brancheorganisation Dansk Live er i løbende dialog med.


"Hvordan vil I afholde en sikker festival?

Et vedvarende lavt smittetryk foråret igennem er udgangspunkt for at kunne afholde en festival i 2021. Det kan vi alle sammen tage aktiv del i at sikre, og det har vi tidligere vist, at vi kan. Desuden vil vaccinerne forhåbentlig også vise sin effekt i statistikkerne.

Men at coronavirus er en saga blot i maj, er naivt at tro. Derfor har vi og vores sikkerhedsorganisation et samarbejde med myndigheder, forskere og den øvrige eventbranche om foranstaltninger, der kan reducere smitterisikoen på festivaler til et minimum. Det omfatter bl.a. hurtigtests, smitteopsporing, hyppig rengøring af alle kontaktflader og muligheden for generelt god afstand.


Målet med tiltagene er, at festivalen skal være lige så sikker som det øvrige offentlige rum.

Yderligere har vaccinationspas eller coronapas også været nævnt som en mulig sikkerhedsforanstaltning, men hvordan den løsning rent praktisk kan fungere, mangler vi overblik over. Vi følger spændt udviklingen og er klar til at implementere alle foranstaltninger, der kræves for at afholde en sikker festival.

Hvorfor flytter I ikke festivalen?


Vi holder naturligvis muligheden åben, men at rokke ved festivalens traditionsrige placering i maj er ikke bare at flytte et kryds i kalenderen. Festivalen er båret af gæster, frivillige og leverandører, som vi er dybt afhængige af står til rådighed i festivalweekenden og ugerne op til. De kan ikke automatisk forventes at være ledige senere på året.

Desuden vil en flytning være en satsning, da vi ikke kan være 100 procent sikre på, om restriktioner for større forsamlinger er udfaset på anden side af sommeren. Hertil kommer, at det er en stor logistisk opgave at skulle flytte en festival.

På nuværende tidspunkt er flytningen derfor ikke aktuel, men heller ikke afskrevet som mulighed.


Hvornår åbner I billetsalget?

Vi sælger først billetter, når vi ved nogenlunde hvilket event, vi kan slå dørene op til.

Billetter købt til 2020-festivalen gælder i 2021, og skulle festivalen blive udsat til 2022, vil billetterne også være gældende der."


LÆS OGSÅ: VIROLOG: Vaccine-plan letter meget på festival-situationen – men intet er sikkert

ANNONCE