x

Efterklang inviterer til sommertræf

Efterklang inviterer til sommertræf

Alternativ koncertoplevelse på Møn

Den 26. juni kan du komme til en lidt anderledes koncert med Efterklang på Saftstationen på Møn i form af et såkaldt sommertræf, der også inkluderer fælles gåtur i den smukke natur, socialisering og fællesspisning.

I ugen op til vil Efterklangs tre medlemmer og deres liveband (Øyunn: trommer, vokal, Christian Balvig: piano, Bert Cools: guitar, Indrė Jurgelevičiūtė: kankles (lituaisk strengeinstrument), vokal) indfinde sig på Saftstationen til et arbejdsophold, hvor der vil blive eksperimenteret med både nyt og gammelt materiale. 

Ud over publikum inviterer Efterklang også en anden kunstner med som særlig gæst til sommertræffet. Den særlige gæst, som inden længe vil blive annonceret, vil deltage i arbejdsopholdet med egen musik og ligeledes indgå i et nyt samarbejde med Efterklang

På arbejdsopholdets sidste dag åbnes dørene for et begrænset antal publikum til gåtur, ditto spisning og koncert. Menuen tilberedes af kok Lea Buchert og vil have fokus på planteriget og lokale råvarer fra Møn. 

Alle gæster opfordres til at bruge et par dage eller flere på Møn. Efterklang har selv besøgt Møn flittigt i det forgangne år, hvor de ad flere omgange har været i studiet på øen for at lave ny musik. Bandet har listet forskellige lokale tips på sommertræffets hjemmeside.

Efterklangs Sommertræf er inspireret af bandets deltagelse på People Festival i Berlin i 2018 og de otte arbejdsophold med deres andet band Liima, som mellem 2014 og 2016 resulterede i de to album ii og 1982

Formålet med sommertræffet er at samarbejde med den inviterede særlige gæst samt styrke sammenholdet i Efterklangs live-band og videreudvikle dets lyd og udtryk. Formålet er også at invitere publikum tæt ind i denne skabende proces i et åbent rum, hvor nye ideer kan deles og blomstre. Ambitionen er, at alle går hjem fra sommertræffet inspireret og med nye idéer og venskaber, fortæller gruppen i en pressemeddelelse. 

Billetsalget er allerede i gang. Læs mere på sommertræffets hjemmeside

Efterklang kan også opleves til tre koncerter i Sønderjylland dette forår.

LÆS OGSÅ: Efterklang og Sønderjysk Pigekor samarbejder og drager på turné


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA