Nyhed

GAFFA-PRISEN 2021: To fantastiske livenavne fuldender programmet – her kan du se showet

GAFFA.dk - alt om musik

Benjamin Hav og Jung fuldender programmet til GAFFA-Prisen 2021, der bliver sendt på TV2 Zulu og TV2 Play.

Du kan godt begynde at glæde dig til den 4. marts. Den der kærkomne fejring af musikken, som vi har pralet lidt med på det seneste, bliver mere og mere tiltrængt, jo længere ind i vinteren, vi kommer. Men fortvivl ej. Foråret er på vej, og det samme er GAFFA-Prisen 2021, hvor både Benjamin Hav og Jung fuldender et i forvejen stærkt lineup. 

Showet sendes direkte på TV2 Zulu og TV2 Play, så uanset om vi må lukke nogle af jer ind i Store Sal i Musikhuset Aarhus eller ej, så kan du følge med, når aftenens vært Thomas Skov med flere uddeler de eftertragtede GAFFA-Priser, og vores syv ekstraordinære livenavne sætter alt ind på at underholde dig, der kigger med derhjemme. 

BENJAMIN HAV


Som solo-artist har Benjamin Hav allerede vist sit værd i albumformat. Hele to styk blev det til i 2020. Vi vidste allerede, at han var en gudsbenådet lyriker fra Benal-æraen, men at niveauet skulle forsætte med at være så uhørt højt, var ikke selvskrevet. Havs flow, publikumstæft og generelle genialiteter har, med et par enkelte undtagelser, været parkeret i livesammenhæng på grund af den allestedsnærværende corona. GAFFA-Prisen bliver derfor en gylden mulighed for at opleve en af Danmarks allerbedste performere live, når vi præsenterer Benjamin Hav.


JUNG

”Det er med popsange, som det er med forelskelse: Nogle gange så er den der bare. Put den følelse i 10. potens, og du får Blitz.” Sådan skrev vores anmelder, da hun kvitterede med seks stjerner til Jungs debutalbum. Trods de mange associationer til en svunden tid har den hverken været en karikatur eller et benspænd. Den er motoren for Jungs særegne DNA, der tankes op i datid og fuldendes i nutid. Jungs opskrift på musik anno 2020 har taget Danmark med storm, så glæd dig til at opleve en vaskeægte popsensation live.

De øvrige optrædende til GAFFA-Prisen 2021 tæller Hugorm, Arlo Parks, Baest, Dopha og Greta. Læs mere om dem her, eller på gaffaprisen.dk, hvor du også kan blive klogere på aftenens værter Thomas Skov og Carsten Holm samt aftenens priser. 


ANNONCE