GAFFA.dk – alt om musik
Skuespilleren Asia Argento forsvarer den anklagede Marilyn Manson i et nu slettet Instagram-indlæg.
Adskillige personer har taget afstand fra Marilyn Manson, efter at flere tidligere partnere har beskyldt ham for misbrug, men nu går skuespilleren Asia Argento ud og forsvarer ham. I et nu slettet indlæg på Instagram, under et foto af hende og chokrockeren, skriver hun: "AA + MM (Asia Argento + Marilyn Manson, red.) for evigt. Knus den amerikanske nypuritanisme. Hvis jeg skulle tale om alle de elskere i mit liv, der har været en "skuffelse", ville jeg have skrevet Odyséen. Sexlivet og begærets verden er i bedste fald en psykotisk dimension, som man skal lade være i fred – den er anti-liv, pro-død, anti-fuck, anti-frihed, anti anti anti. For helvede."
Instagram-indlægget er nu slettet.
Vad fan är det jag ser. pic.twitter.com/rrbmeUbiEn
— Emma Gray Munthe (@GrayMunthe) February 6, 2021
Asia Argentos indlæg er vanskeligt at oversætte og tolke, men indholdet synes at være, at hun mener, at beskyldningerne mod Manson er et udtryk for puritanisme. Den 45-årige italienske skuespiller er datter af horrorfilmikonet Dario Argento og indtog en fremtrædende rolle i MeToo-bevægelsen i 2017. Hun udtalte blandt andet, at filmmogulen Harvey Weinstein voldtog hende i 90'erne.
Argento blev også selv beskyldt for at misbruge skuespilleren Jimmy Bennett. Argento siges at have haft sex med Bennett i 2013, da han var 17 og hun 37, i Californien, hvor man først bliver seksuelt myndig i en alder af 18 år. Argento har også for nylig beskyldt The Fast and The Furious-instruktøren Rob Cohen for at have bedøvet og voldtaget hende under optagelsen af actionfilmen XXX (2002).
LÆS OGSÅ: Marilyn Mansons ekskone udtaler sig om beskyldningerne mod ham