Nyhed

Marilyn Mansons streamingtal stiger trods anklager om misbrug

GAFFA.dk – alt om musik

Streamingtal stiger syv procent i USA, digitalt salg hele 40 procent

Den seneste halvanden uge har medierne verden over givet genlyd af beskyldninger mod Marilyn Manson for misbrug og manipulation. Det har dog ikke fået interessen for hans musik til at falde, tværtimod. Ifølge Billboard er chokrockerens streamingtal steget med syv procent i USA den seneste uge, til i alt seks millioner streams, og hans samlede digitale salg i USA er steget hele 40 procent – i alt 2000 enheder.

Mansons seneste single, "Don't Chase the Dead", er dog røget ud af Billboards Mainstream Rock Airplay-top 40-hitliste efter 12 uger på listen. I sidste uge var den nummer 34. Denne liste omhandler radioafspilninger og altså ikke streaming.


Den 1. februar fortalte Mansons tidligere kæreste, skuespilleren Evan Rachel Wood, at hun i årevis havde været udsat for misbrug og manipulation fra Mansons side. Senere fulgte flere kvinder og en enkelt mand, og både Mansons pladeselskab, booker og manager har nu afbrudt samarbejdet med ham. Manson har selv benægtet alle anklager.

LÆS OGSÅ: Tidligere barnestjerne beskylder Marilyn Manson for årtiers følelsesmæssige overgreb

 


ANNONCE