Nyhed

GAFFA-PRISEN 2021 sætter rekord – sidste chance for at afgive dine stemmer

GAFFA.dk – alt om musik

Vi er efterhånden et stykke over 20.000 unikke stemmer ved dette års afstemning til GAFFA-Prisen 2021 - sidste chance for at afgive dine stemmer er fredag den 12. februar klokken 18.00. 

Det kommer ikke som sådan bag på os, at afstemingen til GAFFA-Prisen netop i år sætter rekord og lander på den pæne side af 20.000 unikke stemmer. Tørsten efter at sende anerkendelse videre til musikkens udøvere, vores allesammens distance-soulmates, der leverer soundtrackene til vores pt. mærkværdige lockdown-tilværelser, var måske forventelig på en eller anden måde.

Alligevel vil vi gerne sige kæmpestort tak til jer, der indtil videre har sendt jeres stemmer af sted, og minde jer andre om, at hvis I ønsker at afgive stemmer til årets GAFFA-Prisen, så er det ved at være op over. Afstemningen slutter nemlig fredag den 12. februar klokken 18.00


AFGIV DINE STEMMER HER

Livet er intet uden musik, og musik er intet uden et dedikeret publikum – sådan groft sagt. Derfor er vi også utroligt stolte af, at GAFFA-Prisen, som den eneste rene musikpris i Danmark, er læsernes pris. Du har med GAFFA-Prisen en unik mulighed for at give din mening til kende og derved hjælpe dine favoritter med at gå hjem med et eller flere gyldne G'er, når vi afholder vores store gallashow den 4. marts. Gør din indflydelse gældende. 

Showet sendes live på TV2 Zulu og TV2 Play, så uanset myndighedernes udmeldinger på de kommende pressemøder, så bliver musikken for alvor fejret behørigt i Musikhuset Aarhus, når Thomas Skov præsenterer Benjamin Hav, Jung, Arlo Parks, Hugorm, Baest, Greta og Dopha og uddeler aftenens priser til de artister, som du har stemt på.


LÆS MERE OM SHOWET OG DE OPTRÆDENDE HER

FRA INDSTILLET TIL NOMINERET TIL VINDER

For at du kan være med til at afgøre, hvem der skal vinde priserne, har vi fra GAFFAs side valgt at indstille en stor, alsidig bruttogruppe, hvorfra du kan vælge dine favoritkandidater.


GAFFAs redaktion skaber denne bruttogruppe ved at gennemgå musikåret og indstille en lang række artister efter en vurdering af deres præstationer i perioden januar 2020 til og med december 2020. Der indstilles i år til brugerafstemning i 17 kategorier.

Processen er således, at de fem indstillede artister, der i hver kategori har modtaget flest publikumsstemmer, bliver nomineret til en GAFFA-pris. Den artist, der har modtaget flest publikumsstemmer, vinder. 

AFGIV DINE STEMMER – OG HJÆLP OS MED AT HYLDE MUSIKKEN


Brugerafstemningen finder sted på GAFFA.dk/prisen. Du kan stemme op til tre gange i hver kategori. Du behøver ikke bruge alle dine stemmer, men vi håber meget, at du vil. Dine stemmer bliver først gemt, når du trykker på “GEM MINE STEMMER” i bunden af afstemningssiden.

Du kan sagtens stemme i nogle kategorier og vende tilbage og stemme i andre kategorier senere, og du kan ændre i dine stemmer, helt frem til at afstemningen slutter den 12. februar klokken 18.00. Du skal blot trykke på “GEM MINE STEMMER” igen, når du har foretaget ændringer. 

OBS: For at stemme skal du være logget ind som bruger på gaffa.dk. Det skal du, så vi kan sikre os, at afstemningen afvikles korrekt og uden snyd. Du kan logge ind og oprette en bruger hurtigt via Facebook eller med din e-mail. 


AFGIV DINE STEMMER HER

ANNONCE