GAFFA.dk – alt om musik
Esmé Bianco fortæller om fysisk og psykisk mishandling
Det vælter frem med beskyldninger mod Marilyn Manson om forskellige former for overgreb. Nu fortæller også skuespilleren Esmé Bianco, især kendt fra serien Game of Thrones, om fysisk og psykisk mishandling i et interview med websitet The Cut.
Bianco beretter om, hvordan hun var fan af Manson som teenager og mødte ham i 2005 gennem hans daværende forlovede Dita von Teese. Her ville Manson caste Bianco til en rolle i sin film Phantasmagoria. Det blev dog ikke til noget, men de bevarede kontakten, og i 2009 blev Bianco så castet til en rolle i Mansons musikvideo “I Want to Kill You Like They Do in the Movies” (som endte med aldrig at blive udsendt).
I videoen skulle Bianco spille Mansons elsker, som blev kidnappet. Imidlertid gik optagelserne ifølge Bianco fra skuespil til fysisk vold, da Bianco blev bundet, pisket og udsat for et stykke elektrisk sexlegetøj. Hun blev samtidig nægtet mad og skulle være iført undertøj i de tre dage, optagelserne varede, men til gengæld tilbudt kokain. Flere af Biancos venner fortæller The Cut, hvordan de blev forskrækkede over hendes sår efter videooptagelsen.
På trods af den voldsomme oplevelse udviklede Manson og Bianco et langdistanceforhold mellem Los Angeles og London, hvor Bianco boede. På et tidspunkt hjalp Manson Bianco med at få et arbejdsvisum, og hun flyttede ind i hans lejlighed i West Hollywood i to måneder. Her bed Marilyn Manson hende uden tilladelse, når de havde sex, og på et tidspunkt skar han i hendes overkrop med en kniv. Manson bestemte, hvilket tøj hun skulle have på, hvornår hun måtte sove, og hvem hun måtte tale med. På et tidspunkt gemte hun sig i et skab for at kunne ringe til sin familie.
Ved en episode afspillede Manson en sexscene med Bianco fra Game of Thrones på storskærm igen og igen for nogle venner og sagde: "Det er min kæreste, hun er en luder. Se, man kan se hendes patter."
Bianco fortæller, at hun havde udviklet en form for Stockholm-syndrom, der fik hende til at acceptere Mansons opførsel og betragte den som normal. Hun brød dog med ham i 2011, efter at han havde jagtet hende rundt i sin lejlighed med en økse.
Efter tiden med Manson led Bianco af panikanfald og havde svært ved at finde arbejde på grund af sin mentale tilstand.
"Han er ikke en misforstået kunstner. Han fortjener at være bag tremmer resten af sit liv," udtaler Esmé Bianco.
Beskyldningerne mod Manson brød løs den 1. februar, hvor hans tidligere kæreste, skuespilleren Evan Rachel Wood, på Instagram beskyldte Manson for overgreb. Siden er adskillige kvinder og en enkelt mand, skuespilleren Corey Feldman, kommet med lignende historier. Manson selv afviser alle beskyldninger og har udtalt, at alle hans forhold har været præget af gensidige samtykker.
Websitet The Cut har forsøgt at få en kommentar fra en advokat, der skulle repræsentere Manson, uden held. For tiden står chokrockeren uden både manager, pladeselskab og bookingagent, da de alle har afbrudt samarbejdet med ham oven på beskyldningerne.
LÆS OGSÅ: Marilyn Mansons streamingtal stiger trods anklager om misbrug