Nyhed

Metallica markerer 35 års jubilæum for "Master of Puppets" i talkshow

GAFFA.dk – alt om musik

Hør nummeret "Battery" nederst i artiklen 

I går kunne Metallica fejre 35 års-dagen for deres gennembrudsalbum Master of Puppets. Det blev blandt andet markeret i The Late Show With Stephen Colbert, hvor de spillede nummeret "Battery", der åbner pladen. Albummet, der var Metallicas tredje, var frontløber for blandt andet deres bedst sælgende album Metallica, der udkom i 1991 og har solgt cirka 25 millioner album på verdensplan – hvilket bringer dem ind på en 22. plads på All-Time-listen.  

LÆS OGSÅ: Hør Metallicas ‘’Enter Sandman’’ fortolket i Rammstein-stil 


I videoen nedenfor ses en energisk optræden af blandt andre Lars Ulrich, der sammen med sanger og guitarist James Hetfield stiftede bandet i 1981. Master of Puppets har siden udgivelsen solgt mere end seks millioner eksemplarer alene i USA, men den har også en tragisk historie med sig. Knap fem måneder efter at albummet ramte musikverdenen, afgik Metallicas bassist Cliff Burton ved døden i en busulykke i Sverige med Metallicas turbus, og det er dermed det sidste Metallica-album, han medvirker på. På den baggrund er dette album også et minde om Burton og den tragiske hændelse.  

Nok er denne optræden en jubilæumsmarkering, men Metallica er stadig i gang med at indspille ny musik, og her er Lars Ulrich yderst begejstret for deres kommende album. Til musikmagasinet NME sagde Ulrich i december, at det kommende album bliver deres bedste til dato. Hvornår albummet er klar til udgivelse, er endnu uvist.

Se videoen fra Colbert nedenfor: 

ANNONCE