x

Martin Jensen giver liveshows – med publikum

Martin Jensen giver liveshows – med publikum

Optræder i København og Aalborg til november

Landet er i gang med at genåbne, og i den anledning er den internationalt anerkendte dj og producer Martin Jensen – også kendt som dommer i den netop afsluttede 14. sæson af X Factor – klar til at annoncere to nye live-dj-performancekoncerter i to danske byer dette efterår. Den 26. november indtager hans livekoncept Falkoner Salen i København, og den 27. november kan han opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Gennem 2020 og starten af 2021 har Martin Jensen haft stort succes med sit online koncertkoncept Me, Myself, Online, der har været forbi særegne lokaliteter som Skovtårnet på Sydsjælland, F636 Niels Juel Frigatten, Parken, Billund Lufthavn, Illum i København og senest scenetårnet hos Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC), som kan opleves i aften fra kl. 20.00 live på Twitch. Alt sammen for at kunne give folk lidt feststemning under coronanedlukningen.

Landet forventes helt genåbnet til efteråret, og Martin Jensen er nu parat til at præsentere et livekoncept med publikum. Me, Myself, Live tager udgangspunkt i nordisk mytologi og er ifølge ham en hyldest til hans danske rødder samt beundring af de gamle historier. 

"Alle de online koncerter, jeg har lavet med Me, Myself, Online i 2020 og 2021, kan man nu opleve live i den virkelige verden i stedet for at sidde hjemme bag skærmen. Me, Myself, Live er et show, der er brugt rigtig mange timer på. Det var planlagt allerede til foråret 2020. Alt var forberedt, men billetterne nåede jo sjovt nok aldrig at blive sat i salg. Jeg glæder mig til, at vi skal ud på den anden side igen - nu er der forhåbentlig fest," udtaler Martin Jensen i en pressemeddelelse.

I tråd med hans spektakulære online-koncerter vil selve live-koncerterne byde på et altomsluttende sceneunivers:

”Jeg har valgt at få designet et helt 3D-univers ud fra nordisk mytologi, som jeg går meget op i og synes er en hamrende fed verden – ikke fordi jeg er troende, men fordi jeg synes, det er et sindssygt sejt univers. Det bliver et show med adskillige sceneelementer og et ekstremt tætpakket dj-performance-sæt med super sindssyg energi,” fortæller Martin Jensen.

Billetsalget til Me, Myself, Live begynder den 19. april kl. 10:00, og billetter kan købes via Ticketmaster.

LÆS OGSÅ: MARTIN JENSEN-INTERVIEW: From Sorring with Love

Varm op med et uddrag af Martin Jensens optræden i Skovtårnet på Sydsjælland i maj 2020:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA