Nyhed

International sangskriverfestival med store navne i Odense

GAFFA.dk - Alt om musik

En helt ny, amerikansk-inspireret festival, der byder på spændende musikoplevelser

Sangskriverfestivalen Nashville Nights International Songwriters Festival får premiere i Odense den 17.-19. september i år. Festivalen skal inspirere, underholde og motivere sangskrivere og musiklyttere på tværs af genrer, alder og landegrænser.

Festivalen er inspireret af Key West Songwriters Festival i Florida, der er verdens største sangskriverfestival. Målet er, at den odenseanske festival med årene skal blive den største sangskriverfestival uden for USA. 


Under festivalen byder 60 danske og internationale sangskrivere og kunstnere på akustiske set-ups, talks, debatter og writers rounds, der er en showform, hvor to til fire sangskrivere er på scenen sammen og skiftevis spiller og fortæller om deres sange. Festivalens gæster kommer helt tæt på sangskrivning og performance, med unikke optrædener, der er skræddersyet til arrangementet.

Det fulde program afsløres i løbet af de kommende uger. De danske navne inkluderer indtil videre D-A-D-forsangeren Jesper Binzer, produceren Søren Andersen, den dansk-engelske sangskriver Marcus Winther-John og et Leonard Cohen Tribute-band bestående af Signe Svendsen, Claus Hempler, Steen Jørgensen, Bjørn Fjæstad, Mike Andersen og Sara Indrio.

Fra resten af verden kommer blandt andet den svenske sanger og sangskriver Lisa Ekdahl (billedet), Craig Finn fra rockbandet The Hold Steady (Finns eneste solokoncert i Europa i 2021), Tindersticks-frontmanden Stuart A. Staples, den canadiske singer-songwriter Martha Wainwright med fuldt band, samt Dan Smalley, Bobby Pinson, Blue Foley, Kristen Kelly, Kensie Coppin, Trent Tomlinson og Cheley Tackett fra Nashville.


Festivalen prioriterer også at give plads til vækstlaget, og derfor kan Lasse Storm, Baby Did A Bad Thing og Chasing Grace blandt andet også opleves. 

Billetsalget åbner den 4. juni for køb af festivalpas til alle tre dage, og den 18. juni åbnes der for salg af enkeltbilletter til events med ledig kapacitet.

Rammerne for festivalen er sat ud fra de coronarestriktioner, vi kender fra efteråret 2020. Læs mere om festivalen og køb billetter lige her.  


LÆS OGSÅ: Ny bæredygtig festival skal motivere og inspirere  

ANNONCE