Nyhed

ØreSound Festival lancerer ny festivalmodel

GAFFA.dk – alt om musik

"Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi har måttet grave dybt i den kreative værktøjskasse"

For en uge siden landede regeringens genåbningsplan, som satte nye begrænsninger for afholdelse af større livearrangementer. En grænse på 2000 personer til og med 31. juli og en grænse på 5000 herefter samt krav om publikum i mindre sektioner fik alle større og en række mindre festivaler til at masseaflyse.

Det gælder dog ikke den nystartede ØreSound på Amager, der i dag præsenterer en ny, nedgraderet festivalmodel for 2021. Festivalen lover, at dens gæster stadigvæk vil få en "kvalitetsoplevelse med alt det bedste, København har at tilbyde af mad og drikke og et stærkt musikprogram med både danske og internationale topnavne. Vi holder samtidig fast i vores bæredygtige ambition om at blive en såkaldt 'net zero CO2’-festival," lyder det i en pressemeddelelse.


Festivalen bliver introduceret som en særudgave, hvor gæsterne vil blive inddelt i 10 zoner samt et VIP/B2B område, hvor hvert område vil få den fulde festivaloplevelse med både mad, drikke, toiletfaciliteter og et sceneområde samt et loungeområde.

Festivalen løber over tre dage på Tiøren, hvor hver dag har sit eget musikalske tema med henholdsvis URBAN, EDM og POP-musik – henholdsvis torsdag, fredag og lørdag den 12.-14. august.

Der vil være krav om, at gæsterne skal fremvise corona-pas ved indgangen hver dag. Festivalen arbejder på at få oprettet et testcenter tæt på festivalområdet. Modellen kan opjusteres til 10.000 gæster, hvis restriktionerne skulle blive lempet.

”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi har måttet grave dybt i den kreative værktøjskasse, men vi er stolte af, at det er lykkedes med at kunne præsentere en model, som velsagtens bliver det tætteste, man kan komme på en reel festivaloplevelse i 2021, med glæde, samvær og fed musik og så i de bedst mulige rammer”, udtaler direktør Juri Carlsson og fortsætter:


”Vi føler med de andre festivaler, men som barn af COVID-19 har vi haft en unik mulighed for at være agile og skabe en innovativ model for festivalen i år.”

ØreSound Festival vil i 2022 gå tilbage til den oprindelige festivalmodel med 30.000 gæster.

Til 2021-udgaven vil der være mulighed for at købe Partoutbilletter, Endagsbilletter, VIP-billetter og Limited-partoutbilletter, og billetterne købes via ticketmaster.dk.


Festivalen minder om, at man ikke kan gå fra den ene sektion til den anden, og gør opmærksom på, at den vil offentliggøre flere internationale navne i den nærmeste fremtid. Indtil videre har festivalen annonceret MORTEN og B.O.C. alias Gilli, Kesi og Benny Jamz.

LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Disse festivaler og musikevents kan du opleve til sommer


ANNONCE