Nyhed

Nu kommer FaceTime til Android og Windows

GAFFA.dk - alt om musik

Apples videochat bliver nu gjort tilgængelig over nettet – men hvis du tror, at det bliver samme oplevelse som på en iPhone, så må du tro om igen

Videochat mellem to iPhone eller iPad-brugere kører over FaceTime, og den funktion er der mange, der bruger ofte og tungt, specielt i disse pandemi-tider.

Men FaceTime har en markant begrænsning – den fungerer kun mellem Apple-enheder, iPhone, iPad og Mac-computere. Eller rettere, sådan har det været hidtil.


Men på Apples årlige udviklerkonference, WWDC har de lige annonceret, at i forbindelse med den næste version af deres operativsystem til iPhone, iOS 15, kommer der også ændringer til Facetime.

Mange af disse ændringer er udelukkende noget, som iPad, iPhone og Mac-brugere får glæde af, men der er også en nyhed, som alle andre i teorien kan få glæde af – FaceTime bliver nu gjort tilgængelige via en webbrowser.

Umiddelbart betyder det, at du kan videochatte med en iPhone-bruger direkte via FaceTime, men inden du tror, at træerne vokser ind i himmelen, er der dog også en del begrænsninger. For selvom Apple åbner op for FaceTime, bliver der ikke åbnet for alt.


Fx kan du ikke dele din skærm eller se skærmen, som andre FaceTime-brugere måtte dele, hvis du altså bruger FaceTime i en browser, men det er et skridt på vejen.

Et skridt, der hænger godt sammen med, at Apples oprindelige intention med FaceTime var at lave en teknologi, der kunne bruges af alle, også for ikke-Apple-brugere. Men indtil videre har FaceTime, som så mange andre Apple-teknologier, været forbeholdt Apples brugere.

Når iOS15, og de nye operativsystemer til iPad og Mac-computere, dukker op til efteråret, kan du lave FadeTime links, som kan deles, så alle udenfor Apples økosystem, kan deltage i videochatten.


Men udover at du ikke kan dele skærm, kan du heller ikke starte et FaceTime-opkald, med mindre du er på en Apple-enhed; så langt vokser træerne altså ikke ind i himlen endnu. Men hvem ved – det kan være, at der bliver åbnet op for den del også på sigt.

LÆS OGSÅ: Windows 11 kommer allerede i denne måned

ANNONCE