x

Albumaktuelle Wolf Alice spiller dansk koncert

Albumaktuelle Wolf Alice spiller dansk koncert

Endnu en spændende koncertnyhed at glæde sig til i 2022

Det anmelderroste og prisvindende engelske band Wolf Alice drager på en europæisk turné i februar og marts næste år. I den anledning spiller de koncert i Pumpehuset fredag den 18. februar 2022. 

Bandets seneste udgivelse Blue Weekend, der udkom i starten af denne måned, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev: “Det varierede musikalske udtryk var også markant på deres to første udspil, men bliver på Blue Weekend løftet til et nyt niveau”, og senere tilføjer: “Blue Weekend er på alle måder et helstøbt værk og en af 2021's stærkeste britiske rockplader”. Få dage efter udgivelsen var albummet årets hidtil bedst anmeldte album ifølge Metacritic.

Wolf Alice består af sanger Ellie Rowsell, guitarist Joff Oddie, bassist Theo Ellis og trommeslager Joel Amey. Bandet blev dannet i 2010, og deres selvbetitlede ep udkom samme år. Bandets debutalbum My Love Is Cool fra 2010 fik fem stjerner af GAFFA, ligesom opfølgeren Visions of a Life fra 2017 også gjorde.

Billetsalget starter på fredag den 18. juni kl. 10:00, og billetter kan købes via All Things Live

LÆS OGSÅ: Belle and Sebastian spiller koncert i Danmark næste år 

 

Varm op til koncerten med “Smile”:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA