Nyhed

Bisses klaverkoncerter kommer til København

GAFFA.dk - Alt om musik

Sangeren forlænger koncertrækken med tre ekstra koncerter 

Den danske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Bisse annoncerede i sidste uge, at han spiller to klaverkoncerter fredag den 25. juni og lørdag den 26. juni på Café Støj ved Sydhavnen i Aarhus. Sangeren har nu tilføjet tre ekstra klaverkoncerter til spilleplanen, som vil blive spillet den 1., 2. og 3. juli i Kulturhuset Islands Brygge i København. 

Bisse har for nylig spillet en række koncerter i landets store byer, i slutningen af maj og starten af juni. Inspirationen til at lave en koncertrække ved klaveret kom, da Bisse i efteråret 2020 besøgte Café Støj og i andet sæt af sin optræden satte sin guitar fra sig for at fortsætte på klaveret.


"Jeg har længe gerne villet udforske klaverkoncerten som genre. Jeg startede ud som pianist i mine helt unge år, og derfor har klaveret altid været en slags helle og kreativt frirum for mig, som jeg aldrig bliver træt af at vende tilbage til. Pianister som Bill Evans, Bud Powell, Thelonius Monk, Earl Hines, Art Tatum og Fats Waller var nogle af mine første musikalske helte”, fortæller Bisse om de forestående koncerter og tilføjer:

“Det er både spændende og udfordrende at omarrangere mine sange til klaverkoncertens rammer, og jeg glæder mig til at dykke ned i de mange albums, som jeg har udgivet i de sidste år og iklæde dem nye, mere spartanske, men ikke mindre forunderlige gevandter”.

Billetter kan købes lige her.


 

LÆS OGSÅ: Tårefilmen var en Bodil værd  

Varm op med Bisses seneste single, "Oldboy":


ANNONCE