GAFFA.dk – alt om musik
Ed Sheeran er klar med singlen og videoen "Bad Habits"
Superstjernen Ed Sheeran er tilbage som en glamourøs vampyr i videoen til sin nye single, det dance-orienterede uptempo-nummer "Bad Habits", hans første single siden "Afterglow" fra december sidste år.
Videoen er instrueret af Dave Meyers, der blandt andre har skabt videoer for Billie Eilish og Kendrick Lamar. Se videoen ovenfor.
Vampyren skal symbolisere de "dårlige vaner", som Sheeran synger om. I en pressemeddelelse fortæller han: "Jeg ønskede, at videoen skulle spille på vaners natur på en fantastisk måde, så jeg besluttede mig for vampyrer. Det var enormt sjovt at komme ind i karakteren bortset fra højderne (det var ikke så sjovt)".
I aften fredag den 25. juni klokken 22 dansk tid giver Ed Sheeran i øvrigt en liveoptræden på sin TikTok-profil som en del af TikToks UEFA Euro 2020-show.
Ed Sheeran fyldte 30 år i februar og har antydet på sociale medier, at der muligvis kommer et nyt album senere på året. Hans seneste album var samarbejdsudspillet No. 6 Collaborations Project (2019), hvor han fik besøg af blandt andre Justin Bieber, Eminem og Cardi B.
LÆS OGSÅ: Hør Ed Sheeran på ny single med sin dansk bosatte fætter