Nyhed

James Taylor giver koncerter i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Den amerikanske sanger og sangskriver gæster landet for første gang i knap otte år

Den amerikanske sanger og sangskriver James Taylor giver sine første koncerter i Danmark i knap otte år, når han besøger Operaen i København 13. februar og Værket i Randers 16. februar.

James Taylor brød igennem tilbage i 1970 med hittet "Fire and Rain", og han har siden da været en institution på den internationale musikscene. Han udgav sidste år coveralbummet American Standard, der ud over at give ham sin sjette Grammy også er Taylors tyvende studiealbum. På dette album fortolker James Taylor klassikere fra den amerikanske sangskat som ”Moon River”, ”The Nearness of You” og "It's Only a Paper Moon".


"Jeg har altid haft sange, som jeg voksede op med, som jeg husker virkelig godt, og som var en del af familiens pladesamling – og som jeg havde en fornemmelse af, hvordan jeg skulle tilgå, så det var naturligt for mig at sætte American Standard sammen... I forhold til, hvordan de er blevet fremført og indspillet tidligere, så havde vi fokus på akkorderne og melodierne, men vi var interesserede i at lave noget nyt, at bringe noget nyt ind i dem, så vi har genfortolket sangene, det er det, der gjorde dem værd at indspille igen," udtaler James Taylor i en pressemeddelelse. 

James Taylor er ud over ”Fire and Rain” kendt for hits som ”Carolina in My Mind”, ”Something in the Way She Moves”, "Shower the People" og ikke mindst hans fortolkning af Carole King-klassikeren ”You’ve Got a Friend”, som han vandt sin første Grammy for tilbage i 1972. Til dato har Taylor solgt mere end 100 millioner plader og vundet talrige priser.

Han har ligeledes arbejdet sammen med en lang række store kunstnere gennem tiden, heriblandt Paul McCartney, Neil Young, Joni Mitchell, Dixie Chicks og Stevie Wonder.


James Taylor har givet adskillige koncerter i Danmark gennem årene, senest i 2014 i Falconer Salen og Musikhuset Aarhus, og GAFFAs anmelder var positivt stemt over for førstnævnte koncert.

LÆS OGSÅ: USA's store singer-songwriter brillerede (og jappede), men efterlod et gennemgående godt indtryk

JAMES TAYLOR & HIS ALL STAR BAND


OPERAEN, KØBENHAVN 13. FEBRUAR 2022
VÆRKET, RANDERS 16. FEBRUAR 2022
BILLETSALGET STARTER 16. JULI KL.10.00
BILLETTER VIA ALLTHINGSLIVE.DK / VAERKET.DK

Varm op med klassikeren "Carolina in My Mind":


ANNONCE