Nyhed

Sydkorea forbyder hurtig musik i fitnesscentre

GAFFA.dk – alt om musik

Årsagen er den stigende spredning af coronavirus

I disse dage er der næppe mange i Danmark, der har problemer med at få sved på panden, men i fitnesscentrene i Sydkoreas hovedstad Seoul og den omkringliggende region forholder det sig lidt anderledes.

De sydkoreanske sundighedsmyndigheder har nemlig forbudt fitnesscentrene i Seoul og opland at spille musik, der er hurtigere end 120 beats per minute. Samtidig har de forbudt løbebånd at blive indstillet til at køre hurtigere end 6 kilometer i timen, skriver BBC


Forklaringen er en stigning i spredning af coronavirus, hvor der søndag den 12. juli blev registreret 1100 nye tilfælde i byen, primært den nye delta-variant. Når folk ikke må træne til så hurtig musik, vil de ånde langsommere og svede mindre, hvilket skal bremse spredningen af virussen.

I den kommende tid vil man i Seoul ikke kunne få pulsen (lidt) op til eksempelvis Bruce Springsteens "Born in the USA" (122 bpm), Bon Jovis "Livin' on a Prayer" (123 bpm) og Rihannas "Don't Stop the Music" (123 bpm), mens der er grønt lys til for eksempel Lady Gagas "Poker Face" (119 bpm), Whitney Houstons "I Wanna Dance With Somebody" (119 bpm) og Michael Jacksons "Don't Stop 'Til You Get Enough" (119 bpm).

Sydkorea har ellers klaret sig temmelig godt gennem pandemien og har ifølge TV2 haft 325,2 smittede og 4,0 døde per 100.000 indbyggere, hvor Danmark til sammenligning har haft 5125,4 smittede og 43,6 døde per 100.000 indbyggere. Det kan dog være svært at sammenligne tallene direkte, da mange lande har forskellige teststrategier. 


LÆS OGSÅ: Nyt studie: Drop træningen – en koncert er lige så kalorie-forbrændende

ANNONCE