GAFFA.dk - alt om musik
Den kinesiske smartphoneproducent OnePlus vil nu også være kendt for headsets til de kræsne. De har lige lanceret et headset, der lover premium-lyd og smart støjreduktion til en relativt lav pris
Vi kender bedst OnePlus for deres smartphones, der startede som billige alternative til de eksisterende mobiler. Nu vil de så også ind på markedet for headsets til de kræsne brugere og har lige lanceret deres første headset, OnePlus Buds Pro True Wireless Earbuds, der skulle være til netop disse brugere.
Når vi skal lytte til musik, sker det i stadig stigende grad på vores mobil, og langt de fleste gange sker det med et headset. Det er stadig yderst sjældent, at vi streamer vores musik over til husets smarte højttalere.
Derfor bliver der da også stillet stadig større krav til vores headsets, og det nye headset fra OnePlus har et par spændende funktioner, som godt kunne vise sig at være yderst spændende for de krævende brugere.
Headsettet indeholder blandt andet, hvad OnePlus kalder for et smart ANC-system, eller smart støjreducerende system, der skulle fjerne snak, støj og forstyrrende lydelementer fra omgivelserne. Samtidig skulle denne funktion justere graden af støjreduktion alt efter omgivelserne.
For at klare dette har OnePlus udstyret det nye headset med tre mikrofoner, der aktivt fjerner støj op til 40dB, alt efter behov. Det, fortæller OnePlus i en pressemeddelelse, skulle give en mere behagelig lytteoplevelse end traditionel ANC, hvor støjreduktionen er konstant.
Samtidig skulle designet af det nye headset også forebygge vindstøj og dermed øge kvaliteten af telefonsamtaler.
Endelig lover OnePlus, at deres helt trådløse headset har noget, de kalder OnePlus Audio ID. Det skulle være en nøje kalibreret lydprofil, skræddersyet til de enkelte brugeres hørelse.
Headsettet kommer på markedet til august og vil få en pris på omkring 1.200 kroner, hvilket placerer det prismæssigt i midten af feltet af helt trådløse headsets.
Det bliver spændende at afprøve det nye headset og se, om det kan leve op til løfterne fra OnePlus.
LÆS OGSÅ: Nu skal lyden fylde hele rummet