x

VIDEO: Foo Fighters driller homofober med Bee Gees-cover

VIDEO: Foo Fighters driller homofober med Bee Gees-cover

"Ved I hvad, I skulle? You Should Be Dancing"

I aftes kom det til et mindre, om end ganske underholdende sammenstød mellem Foo Fighters og den ultrakonservative og homofobiske, Kansas-baserede religiøse gruppering Westboro Baptist Church, da bandet spillede i byen Bonner Springs, Kansas i det amerikanske Midtvesten. Se videoer fra optrinnet nedenfor.

Westboro Baptist Church har flere gange, hvor Foo Fighters har besøgt Kansas, rettet deres vrede mod bandet, som de mener repræsenterer djævelen, og Foo Fighters har svaret med forskellige stunts.

I aftes var Westboro Baptist Church mødt frem til spillestedet Azura Ampitheater for at protestere mod Foo Fighters med sange og plakater med blandt andet budskaber som "Gud sendte coronavirus i vrede" og "Stop med at opfordre til at synde". Foo Fighters reagerede ved at komme ud til demonstranterne kørende på en blokvogn og iklædt 70'er-disko-inspireret tøj, mens de spillede Bee Gees' diskoklassiker "You Should Be Dancing", ganske som de gør på deres nyligt udsendte album Hail Satin, udsendt under aliaset Dee Gees.

Undervejs sagde Foo Fighters-sanger Dave Grohl til de protesterende, citeret af NME:

"Okay, mine damer og herrer, jeg har noget at sige. For ved I hvad, jeg elsker jer. Det gør jeg! Sådan som jeg ser på det, er det, at jeg elsker alle. Er det ikke det, I skal? Kan I ikke bare elske alle? For jeg tror, det handler om kærlighed. Det er det; jeg tror, det alt sammen handler om kærlighed for os. I burde ikke hade, ved I hvad I burde gøre? I burde danse. You should be dancing!"

Tilbage i 2015 kom det til et lignende optrin i Kansas City, hvor Foo Fighters dengang svarede ved at spille Rick Astleys 1987-hit "Never Gonna Give Up You Up" fra en ghettoblaster, mens de kørte rundt i en pickup, og i 2011 spillede bandet selv deres sang "Keep It Clean" fra en blokvogn. Netop denne sang har Westboro Baptist Church specifikt kritiseret for at promovere homoseksualitet grundet linjen "Think I’m in the mood for some hot man muffins".

LÆS OGSÅ: Video: Foo Fighters driller demonstranter med Rick Astley

Westboro Baptist Church er kendt for deres modstand og demonstrationer mod homoseksuelle, transkønnede, jøder, muslimer, forskellige andre kristne grupper, ateister med videre. Ifølge Forbes Magazine består gruppen, der har eksisteret siden 1955, af cirka 70 personer.

Den internationale baptistkirke har i øvrigt lagt skarp afstand til Westboro Baptist Church, som internationale borgerrettighedsorganisationer betragter som en hadegruppe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA