x

VIDEO: Girl power og godt humør på ny single fra Iris Gold

VIDEO: Girl power og godt humør på ny single fra Iris Gold

Den talentfulde danske sanger og sangskriver er tilbage med en ny single, der leder op til hendes kommende albumudgivelse næste år

Iris Gold har udgivet den spritnye single “Girl Pick Up Your Drum (GPUYD)”, der kan høres længere nede. Sangen er et feel-good-nummer, der trækker på flere forskellige genrer, og som handler om, at vi ikke skal være så bange for at skille os ud og bryde reglerne. I den flotte og farverige musikvideo danser Gold rundt i solen under palmer og blå himmel.

Nummeret er skrevet i samarbejde med, og produceret af, Dave Stewart, der også er kendt som den ene halvdel af 80'er-poprockduoen Eurythmics. Gold og Stewart arbejder faktisk på et helt album sammen, der vil blive udgivet på Stewarts pladeselskab Bay Street Records næste år.

“'Girl Pick Up Your Drum (GPUYD)' er en metafor for styrke...Hvor man ikke behøver at følge de regler, som måske er skabt af samfundet for mange år tilbage, men som stadig eksisterer, eller af mænds idealer for hvordan en kvinde skal være. Lad os bryde reglerne, beat the drum as one. Jeg håber, det er et budskab, som mange andre vil stå sammen med mig omkring at udleve”, fortæller sangeren selv om nummeret. 

Hør “Girl Pick Up Your Drum (GPUYD)” lige her:

Artiklen fortsætter efter videoen:

 

Dave Stewart har udtalt følgende om samarbejdet: “Det var en fantastisk oplevelse at arbejde med Iris. Hun er “on fire” på alle tænkelige måder. Vi indspillede et utroligt album, hvorfra dette er det første nummer, og hun puttede så meget i det, som hun overhovedet kunne...Hun er en stjerne, hvis jeg nogensinde har set en, og hun udlever det hver eneste dag”.  

Iris Gold udgav sit debutalbum Planet Cool i 2019 og kan desuden skrive koncerter i en række forskellige lande, en koncert for den franske præsident Emmanuel Macron og en optræden til GAFFA-prisen på cv’et. Den næste udgave af GAFFA, der rammer gaden d. 27. august, indeholder desuden et stort interview med Iris Gold. 

LÆS OGSÅ: Groove og good vibes over hele linjen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA